Aaret 401 før Kristi Byrd drog en Skare Grækere fra
Mesopotamien gennem Lille-Asien tilbage mod Vest.
Efter mange Kampe og store Farer og Besværligheder
naaede de endelig ud til Kysten. Og da de en Dag
pludselig saa Landet sænke sig brat og Havet brede
sig for deres Fødder, brød de, fortælles der, ud i jub-
lende Glæde: »Havet! Havet!«
Vi Danske, der i vort havindskaarne Land fra vor Barndom har
Havet for Øje, forstaar den Følelse, der greb de græske Mænd. Ogsaa
vi kender til at fyldes med jublende Glæde, naar vi, efter længe at have
færdedes inde i et fremmed Land, langt borte fra Kysten, atter ser Havet
for os. Det er ikke blot dets Storhed og Skønhed, der griber os, —, det
bringer os som en Hilsen fra Hjemmet.
Men i de græske Mænds Glæde over det hjemlige Syn var der noget
mere end det. For dem, der kom fra den farefulde anstrengende og lang-
varige Vandring i øde og bjærgfulde Egne, hvor der hverken var Vej
eller Sti, var Havet en Udløsning af alle Besværligheder, en Befrier fra
Haabløshed og Død. Og det var tillige den frie og uhindrede Vej til
Hjemmet, til Fædrelandet, der laa hist ude under Kimingens skarpe Linie.
Fra de ældste Tider har Kulturen paa sin Gang fra Land til Land
fulgt de store Floder, er gaaet langs Kysterne og har endelig vovet sig ud
over det aabne Hav. Og ligesom det i Middelalderen var Munkene, der
paa Fastlandet blev Bærere og Spredere af Sydens Kultur, saaledes var
det i samme Tidsrum og langt senere de søfarende Mænd, der bragte Kul-
turens Fremskridt fra Kyst og til Kyst.
Dristige Sømænd vovede sig ud paa Havets Dybder og viste, at der
over dem var Vej ud til nye hidtil ukendte Verdensdele. Og efter de