i46 BERING LIISBERG III
blev, anført af en Slægtning af Kong Knud og kæmpede til Foraaret
1191, da Byen endelig overgav sig.
Underligt gik det Resten af det i Odense nedsatte femten Mands
Udvalg. Da Tiden kom, at de kunde komme af Sted, var de svundet
ind til fem, af hvilke kan nævnes Valdemar d. Stores Søstersøn Aage,
der sammen med Erkebiskop Absalons Søstersøn Alexander ejede et
Skib, og Sven Thorkillssøn, der havde sit eget Skib. De samledes i
Foraaret 1189 ved Hals og sejlede derfra med to andre Skibe til Kongs-
helle i Norge for at slutte sig til den norske Korsfarerflaade der.
Ulv af Launes, en af Kong Sverres betroede Mænd, skulde føre de
samlede Flaader. Da de paa deres Fart Vester ud havde passeret Lindes-
næs og sagtens var blevet sat noget Nord efter af Vind og Strøm, be-
sluttede Ulv at løbe op til Bergen og hilse paa Kong Sverre og bede
ham om forskellige gode Raad. Dem fik de og gode Gaver og friske
Fødevarer, og saa stod de atter ud til Søs. Men Lykken havde de ikke
med sig. De led meget af Storm og Uvejr; fra flere af Fartøjerne maatte,
for at lette dem, alt Gods og al Proviant kastes over Bord, medens
andre, blandt dem den nævnte Svens, blev slaaet itu af Søen og sank.
Med tredive Mand af Besætningen var det lykkedes Sven forinden at
danne en Flaade af Vragstumper, paa hvilken han med Nød og Næppe
tillige med sine Lidelsesfæller kom i Land paa den frisiske Kyst. I
Overensstemmelse med gammel Sædvane slog Friserne de fleste af
de Skibbrudne ihjel, men det lykkedes dog Sven og en Del andre at
redde sig op til Byen Stavorn, hvor Korsfarerne samledes. Og her
besluttede de — efter at have svoret at hjælpe hinanden og staa Last
og Brast sammen, — at sælge deres Skibe og gøre Resten af Rejsen
til Lands. Det gjorde de, men de betingede sig sikkert Ret til først at
benytte Skibene til at sejle op ad Rhinen til Køln, hvorfra de gik over
Land til Venedig. Og derfra naaede de efter mange Farer ud til det
hellige Land.