III SØFART OG SØHANDEL I MIDDELALDEREN 155
Han satte sig alene i Baad,
og saa ror han de Kogge imod.
Der fortælles nu, hvorledes Mindre-Alf entrer Skibene og hugger
ned for Fode, »til han var mod«, d. v. s. mødig, men da stod han ogsaa
»i femten Ridderes Blod«. Derpaa
saa tog han alle de Kogge ni
og sejled dermed af Danmark fri.
Og der kom TidencT til Rostock ind,
da blegned saa mangt et Rosens-Kind.
Kender I Alf?
At Mindre-Alfs Sørøverier vækker Sorg i Rostock, giver os Oplys-
ning om, hvad man paa Forhaand kunde slutte sig til, at Røverierne
paa de danske Farvande gik ikke blot ud over den danske Handel,
men ogsaa over den tyske. Og det i en saa meget større Maalestok,
som den tyske Handel var betydeligere end den danske. De store
Hanse-Kogger med deres rige Ladning, som ikke altid indskrænkede
sig til »Mel og Malt«, men som mange Gange bestod af kostbare uden-
landske Varer, frembød et ganske anderledes og lokkende Maal for
raske Sørøvere end de smaa danske Fartøjer, som besørgede Omsæt-
ningen af det daglige Livs Produkter mellem Landsdelene.
I denne lovløse Tid maatte Søfolk frygte Folk paa Kysten lige saa
meget som Røverne paa Søen.
Kystfolk havde fra ældgammel Tid den Opfattelse, at hvad Havet
kastede ind paa den Strand, hvor de boede, blev deres Ejendom. Kom
der skibbrudne Folk levende med i Land, løstes Ejendomsspørgsmaalet
let ved, at de blev slaaet ihjel.
Med Kristendommens Indførelse mildnedes Sæderne. I Jys e
Lov træffes der Bestemmelser, sigtende til at værne saa vel den s 1
brudne Mands Liv som hans Gods. Men Stranden var aaben og strå te
sig langt; den kongelige Foged, som skulde hævde Loven, var stun om
langt borte, og Fristelsen til at tilegne sig, hvad der saa at sige bragtes
En lige til Døren, var stor. Men der blev dog nu forsøgt 1 noget Mon
at værne de ulykkelige, som led Skibbrud paa Kysterne. Vold og Rov