156
BERING LIISBERG
III
paa Stranden, selv over for Fremmede, blev fra 1286 straffet som almin-
deligt Røveri. Hjalp Strandboerne til med at bjærge, skulde de have
en lidelig Bjærgeløn. Men hjalp Fogeden til, kunde han paa Kongens
Vegne fordre en Tredjedel af det bjærgede Gods.
At det ikke var Smaating, det drejede sig om, fremgaar af den Paa-
stand, som en af Christ j ærn 11.s Forsvarere fremsætter, at Kongen ved
sin nye humane Lovgivning om Vrag og Strandret havde forringet sine
Indtægter med 70000—100000 Gylden om Aaret.
I den kongeløse Tid, Pantsættelsernes Tidsrum, hvor Holstenerne
var fuldstændig Herrer i Landet, hvor Fortyskningen og den alminde-
lige Opløsning under »den sorte Døds« Rasen
var paa sit højeste, var der næppe nogen dansk
Handelsvirksomhed at tale om. Alt laa nede.
Et Par Verselinier fra hin Tid maler os Til-
standen i vort Fædreland:
»Suk og klag med sorgfuld Mine,
kummerfulde Danmarks Rige!
Man ser da ogsaa det Særsyn, at Landets
87. Fra Stralsund Segi. Hersker, den kloge Dronning Margrete ikke
blot ser gennem Fingre med Sørøverierne,
men ligefrem om end ikke aabenlyst — begunstiger dem. Det
er jo først og fremmest Fjendens, Hansestædernes Handel, det gaar
ud over!
I Marts 1377 laa der 200, i April 400 Sørøvere under Fyn. Danske
og tyske Herremænd, Borgere og Bønder fra bægge Lande, tog Del
i Forretningen, og rundt omkring i de danske Farvande var der Smut-
huller, saaledes f. Eks. Lindholm i Nyborg-Bugten, hvor det røvede
Gods ophobedes. Hansestædernes Venskab indbyrdes var ikke større,
end at de røvede fra hinanden, naar Lejlighed gaves. Særlig drev de
mecklenborgske Byer deres egen Politik, og det hedder udtrykkelig,
at der altid var Glæde i Wismar og Rostock, naar der kom Bud om, at
der var kapret meget Gods fra Lybæk.
Var de danske Byers Tab store ved denne Usikkerhed paa Søen,
var de dog for intet at regne mod Hansestædernes. De preussiske