IV HANDEL OG HAN DELSF LA ADEN I 16. AARH. 187
Men er det saa, at Skipperen med sit Folk ikke formaar at bjærge,
da skal Kongens Embedsmænd, Borgmestre og Raad, Fogeder, Strand-
fogeder samt Adelen og deres Fogeder og alle andre, som har Befaling
ved Strandsiden, være den skibbrudne Mand behjælpelig med at bjærge
saa vidt muligt af Skib og Gods, og siden skal Lensmanden eller Borg-
mestre og Raad overveje, hvor meget Skipperen eller Købmanden der-
for skal give til Bjærgeløn efter Lejligheden og Godsets Værd.
»Dersom og saa hænder, at Skib eller Gods bliver Vrag, og ingen
levendes Folk hos, da skal Lensmanden eller den, for hvis Grund det
findes, være forpligtet at lade det bjærge med al Flid, som mest muligt
er, og lade det indlægge udi næste Kirker eller andensteds udi god For-
varing med klare Registre. Og naar den rette Ejer eller hans Fuldmæg-
tig kommer derefter med nøjagtig Bevisning inden Aar og Dag, da
skal deres Gods dennem følge for en tilbørlig Bjærgeløn«.
Men findes der Vrag udi aaben Sø uden for alle Lande, og ingen
Folk er derhos, da skal den, som bjærger sligt Vrag, beholde Halvdelen,
og den anden Halvdel gaar til Kongen, uden saa er, at den rette Ejer
kommer derefter inden Aar og Dag.
Denne Søret skulde hvert Aar, Mandagen før vor Frue Dag Kyndel-
misse (2. Februar), oplæses paa Tinge i alle Søstæder i Kongens Riger
og Lande.
Efter at Søretten var givet, begyndte der langsomt at udvikle sig
en særlig Domstol for Sø- og Handelsretsforhold. Det var Københavns
Magistrat, som dømte i slige Sager, ikke blot for Hovedstadens Ved-
kommende, men for det hele Land.