198 VILLADS CHRISTENSEN IV
leje eller laane Folk til Bjærgningen. Hvis Embedsmanden eller hans
Svende frarøvede de skibbrudne deres Gods, førend de selv gav
Slip derpåa, kunde han miste sit Len. Andre, som gjorde sig skyl-
dig i det samme, skulde bøde 3 Mark og erstatte det røvede Gods.
Disse Bestemmelser gjaldt foreløbig kun for indfødte og kun i Jyl-
land. Men i 1282, under Erik dipping, blev det vedtaget, at Jydske
Lovs Bestemmelser om Vrag skulde gælde i hele Riget og tillige for
fremmede. Det var, i Forhold til de tidligere Tilstande, et ikke ringe
Fremskridt, som herved blev gjort. Men skønt disse Bestemmelser
atter og atter blev gentagne i den følgende Tid, vidner dog talrige
Klager om, at de stadig ikke blev overholdte.
Da Hansestæderne i 1367 sluttede sig sammen i et vældigt Forbund
ffiornßolm.
121. Landkending af Bornholm.
mod Valdemar Atterdag for at tiltvinge sig bedre Vilkaar for deres
Handel og Skibsfart paa de nordiske Have, var det bl. a. disse Klager
over skibbrudnes Behandling, de havde for Øje. Og da de havde sejret,
blev det ved Freden i Stralsund 1370 paany fastslaaet, at den skib-
brudne Købmand havde Ret til selv at bjærge Skib og Ladning, saa
vidt han kunde. Og hvad den kongelige Foged bjergede af ilanddrevet
Gods, skulde opbevares Aar og Dag i den nærmeste Kirke og udleveres
Ejeren mod en »redelig Løn«, hvis han meldte sig inden Fristens Udløb.
Men heller ikke nu blev Bestemmelsen overholdt, og Udtrykket »en
redelig Bjærgeløn« var jo ret egnet til at volde Strid. Fra dansk Side
krævede man en Trediedel af Godset som Bjærgeløn, hvad Slæderne,
ikke uden Grund, nægtede at gaa ind paa.
Allerede i Middelalderen nævnes i Strandingsberetninger de kendte
Steder: Skagen, Bovbjærg, Trindelen, Anholt, og fra dem alle lyder
der Klager over de skibbrudnes grusomme Behandling. Paa Dronning
Margrethes Tid hedder det om en Stranding paa Anholt, ved hvilken