Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

IV HANDEL OG HANDELSFLAADEN I 16. AARH. 199 Størstedelen af Skibets Besætning druknede: »Og de af dem, som var i Live, da de kom til Land, de blev grusomt drevet derfra med Fare for deres Liv, at de ikke maatte opholde sig der, hvor Godset var bjær- get«. Denne Fremgangsmaade har vel været den almindelige, hvor man ikke ligefrem slog de skibbrudne ihjel. Ved en Stranding paa Skagen i de samme Aar beretter de skibbrudne, hvorledes de af Dronningens Foged blev drevet bort fra deres Ejendele og fra det kostbare Strandings- gods, der bestod af flandersk Klæde og Krydderier. Det betød kun en kortvarig Lindring i disse Forhold, da Christjærn II. i 1521 udstedte sin bekendte Forordning om Vrag, ved hvilken han gav Afkald paa hele den indbringende Strandret: Alt strandet Gods skulde uvægerlig forblive den skibbrudnes Ejendom; kun hvis ingen Ejermand meldte Ikflrkrø, ßrtnfutg. fåerzaarb, SlieL 122. Landkending af Gulland. ^ar^. xgofffcpfanb. sig efter Aars Varsel, skulde de to Trediedele af Godset tilfalde Kongen, medens en Trediedel skulde anvendes til Sjælemesser for de omkomne. Bestemmelserne gjaldt for indfødte og fremmede Søfarere uden Forskel, og Adelens og Biskoppernes Ret til Vrag paa deres Forstrand blev ganske ophævet. Men efter Christjærn II.s Fald indtraadte ogsaa paa dette Om- raade de gamle Forhold igen; Kongen og Rigets Store delte atter Vragret- ten imellem sig, og Almuen røvede som før, hvor den kunde komme til. Ved Vrag forstodes dog kun det Strandingsgods, som drev herre- løst ind fra Havet. Hvis der kom levende Folk med, skulde de stadig have Ret til deres Gods imod at betale tilbørlig Bjærgeløn. Dette fast- slaaes midt under Grevefejden i en Traktat mellem Danmark og Sve- rige, og gentages senere i en Traktat 1540. Koldingrecessen 1558 bestem- mer, at »hvo som tager eller røver nogen skibbruddet! Mand, han forfølges og bøde derfor som for Stirov«; og i Søretten af 1561 paa- lægges det Embedsmænd og Adel at være behjælpelig med at bjærge »for en temmelig Bjærgeløn«. Men hvorledes det gik til i Praksis, er der Eksempler nok paa.