Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

200 VILLADS CHRISTENSEN IV Da saaledes i 1559 et svensk Skib strandede ud for Avskær i Ble- king, maa Kongen paatale, hvorledes »Indbyggerne have handlet meget ubarmhjertigt imod de strandede, idet de ikke blot have slaaet Bunden ud paa Vin- og Ølfadene og delt alt det bjærgede Gods imellem sig, men endogsaa have ladet Folkene drukne, skønt de godt kunde have reddet dem«. I 1557 udgik et Kongebrev om, at ingen i Jylland maa befatte sig med Vrag, undtagen de, hvem Kongens Fogder og Lens- mænd befale dertil, da mange, naar der kommer Vrag under Vester- siden, hemmelig bortfører en stor Del deraf og opslaar Kister og Tøn- der. Forseelse herimod skulde straffes som Tyveri. Men et saadant Forbud blev naturligvis ikke respekteret første Gang. Faa Aar efter fik Lensmanden paa Bøvling Ordre til at paase, at ingen løber langs Stranden og befatter sig med Vrag og strandet Gods; og de, som for- bryder sig herimod, skal straffes paa deres Hals. At det derefter gik alvorligt til ses f. Eks. af, at en Mand paa Fur blev gjort fredløs, fordi han tog et Stykke Vragfjæl ved Stranden. I Skagen blev det paabudt, at ingen maatte føre bjærget Gods ind i sit eget Hus, men det skulde henføres til Toldergaarden, hvor hver skulde modtage sin rette Bjærge- løn. Men heller ikke Skagboerne agtede et saadant Paabud; thi endnu langt senere, i 1587, maa Kongen erfare, »hvorledes, naar nogen Skip- per eller Købmand kommer for Skade af Guds Storm og Vejrlig, at deres Skib og Gods støder, vrager og inddriver for vor Købstad Skagen, tilløber den menige Mand, og mange af dem opbærer, henfører og for- rykker af saadant Gods, desligeste fordærver og sønderhugger Skib, Takkel, Tov, Sejl og andet, som vel maatte blive beholdet, saa at deraf sker stor Guds Fortørnelse, saa og Raab og Skrig i andre Lande«. Dette Hensyn til Udlandets Omdømme kommer oftere frem. I 1594 strandede et Skib paa Hirtsholmen, og Mourits Podebusk, som havde Strandretten der, bemægtigede sig baade Skib og Ladning, skønt der var en levende Karl ombord. Kongen maatte da minde om, at dette var ganske ulovligt og i hvert Fald gik ud over den Rettighed, som Kronen selv tilholdt sig, idet hverken han eller de tidligere Konger i Riget havde gjort Fordring paa Vrag, naar der var levende Folk om Bord. Og det tilføjes i Brevet, at de skyldige ogsaa maatte betænke, hvilken Eftertale dette vilde give deres eget Fædreland hos andre lovlige og