Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

2i8 BERING LIISBERG IV mindre Fartøjer, der ikke kunde regnes til Mærsskibene: Bøjerten, Smakken, Everten, Jagten o. fl. a. De her anførte Skibsbetegnelser tør næppe opfattes som Betegnelser for lige saa mange Skibstyper. Der har i hine Tider, hvor Skibsbyg- ning, Rigning og Takling endnu var saa enkel og lidet udviklet, næppe kunnet være saa mange afgørende Skelnemærker mellem Skibene, som der er forskellige Benævnelser. Disse bør vist oftest opfattes som de forskellige søfarende Landes eller maaske snarere Stæders lokale Be- tegnelser for deres Fartøjer, der — paa Grund af vort Lands Beliggen- hed ved en Søvej, ad hvilken en stor Del af den kendte Verdens Skibe gled forbi vore Vinduer — snart blev almindelig kendt herhjemme. Thi det kunde hænde, at disse fremmede Skibe ikke nøjedes med at glide forbi, men blev indlemmet i den danske Flaade, idet Kongerne fra det femtende Aarhundrede tiltog sig Retten til oppe i Helsingør at stoppe de Skibe, de under særlige Forhold mente at have Brug for, og anvende dem i Rigets Tjeneste. Og desuden, kært Barn har mange Navne. I Visen om Mindre-Alf kaldes de Skibe, han kaprer, det ene Øjeblik Kogger, det næste Snæk- ker. Man havde endnu ikke dengang Betegnelsen Skibet som en Generalnævner for alle de forskellige Slags Fartøjer, der flød paa Vandet. Alle hidtil omtalte Sejlskibe har hørt til Butseskibene eller Rund- skibene. De var fremstaaet som en naturlig Følge af de paa Grund af den voksende Søhandel stadig stigende Fordringer til Skibenes Dræg- tighed. Før eller senere er man kommet paa den Tanke, at lade Skibet beholde saa noget nær samme Bredde helt agterefter, som det havde midtskibs. Saaledes opstod den rundgattede Skibstype, der er særlig ejendom- melig for Handelsskibene i Modsætning til Vikingetidens spidsgattede Fartøjer. Men medens Roret paa Styrbords Laaring havde gjort god Fyldest i disse lave og smalle Fartøjer, fordrede den nye Skibstype med sit højere Bord, sin større Bredde og sine Linier i Agterskibet, at Roret blev anbragt paa selve Agterstævnen. Denne Flytning af Roret, der synes at kunne sættes til Begyndelsen af det fjortende Aarhundrede, (se Bill. 82, S. 150) er en af de betyd-