232 SOFUS LAF S EN V
tage i disse Ekspeditioner, og at Portugiserne aldrig havde offentlig-
gjort nogen Beretning om de vundne Resultater, forstaar man ikke ret,
hvorledes Rygterne om disse Foretagender kan være naaet til Kong
Christoffers Hof og have sat Sin-
dene der i Bevægelse, medmindre
Infanten selv havde givet Anled-
ning dertil, f. Eks. ved at rette en
Forespørgsel til den danske Kon-
ge, om ikke en af hans Mænd
kunde have Lyst til at være med
i en saadan Opdagelsesfærd. Saa
vilde man ogsaa faa Forklaring
paa det mærkelige Faktum, at
Æventyreren fra det fjerne, frem-
mede Land uden paa nogen Maa-
de at have lagt særlige Evner eller
Dygtighed for Dagen ikke blot
faar Lov til at følge med for at
vise, hvad han duer til, men ud-
nævnes til Befalingsmand for en
vigtig Ekspedition. Trods al sin
Dristighed plejede Infanten at
være yderst omhyggelig i Valget
af sine Skibsførere, og man kan
vist roligt gaa ud fra, at han hand-
lede, som han gjorde, i en ganske
bestemt Hensigt, og at Vallarte
aldrig vilde være kommet til Sa-
gres uden paa hans Foranledning.
Togtet fik for den danske
Adelsmand et højst ulykkeligt Re-
sultat: ved egen Uforsigtighed satte han Livet til. Efter de af Infanten
medgivne Instrukser skulde man søge at indlede Forbindelse med en
mægtig Fyrste, der herskede i disse Egne, om hvem det ugrundede Rygte
gik, at han var kristen. Hvis saa var, haabede Prinsen nemlig at kunne