Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

V DE STORE OPDAGELSER 231 man i Syd Europa hidtil intet havde vidst. Navnlig indeholdt det for den, hvis Øje spejdede efter Vejen til Østens Riger, en saare betyd- ningsfuld Udtalelse, der maatte synes saa meget mere værdifuld, som den gav sig Mine af til dels at hvile paa Selvsyn og personlig Erfaring. Det hedder nemlig her under Beskrivelsen af Grønland: »Øen Grøn- lands Halvø' strækker sig ned fra et mod Nord utilgængeligt eller paa Grund af Is ukendt Land. Dog kommer, som jeg har set, de vantro Kareler stadigt ned paa Grønland i store Hærskarer, og det uden Tvivl fra den anden Side Nordpolen. Altsaa beskyller Oceanet ikke det faste Lands Grænse lige under Polarcirklen, som alle gamle Forfattere paa- staar; og den ædle Ridder, Englænderen Johannes Mandevil, løj altsaa ikke, naar han sagde, at han fra Kina var sejlet hen ad en af Norges Øer til«. Enten det nu var dette geografiske Fata Morgana, der lokkede, eller ej, saa meget er vist, at det nordiske Hof i de kommende Aar blev et Led i Infantens vidtflyvende Planer. Det mislykkede Angreb paa Tan- ger (1438) og Formynderregeringens urolige Forhold lagde imidlertid flere Aar igennem en Dæmper paa hans Arbejde i Opdagelsernes Tje- neste; muligvis har ogsaa Kong Eriks Fjernelse fra den danske Trone virket forstyrrende. I al Fald ser vi, at det først under Christoffer af Bayerns Regering lykkedes at bringe Forbindelsen i Stand. En dansk Adelsmand, der af Prinsens Historieskriver Azurara kaldes Vallarte, — han har formodentlig heddet Wollert — drager med Anbefalings- skrivelse fra Kongen ned til Infantens Hof i Sagres, hvor han opholder sig en Tid lang, antagelig for at lære Sproget. Paa hans indtrængende Anmodning lader Dom Henrique en Karavel udruste til ham paa det Bedste og gør ham til Høvedsmand for en Ekspedition til Landet Abram i Senegambien ved Kap Verde. Som Støtte og Hjælper medgav han ham en af sine tilforladelige Mænd, en Ridder af Christusordenen ved Navn Fernandaffonso, men Overkommandoen var Vallartes. Saaledes beretter Azurara, og han fortæller ogsaa, at Vallarte, som havde hørt om Dom Henriques store Opdagelser, var blevet grebet af Lyst til at se disse fjerne Egne og tage Del i de mærkelige Eventyr, som Rejserne aabnede Udsigt til. Dette lyder jo ganske rimeligt og naturligt, men naar man ved, at hidtil havde ingen Fremmed faaet Adgang til at del-