Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage
År: 1919
Serie: Danmarks Søfart og Søhandel I
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sted: København
Sider: 782
UDK: 382
Af dette værk er trykt som luksusudgave 300 nummerede eksemplarer
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
24o SOFUS LAFSEN V
Beringsstrædet opdagedes, blev det identificeret med dette. De to
første Betegnelser skyldes ligesom andre Navne paa denne Kyst por-
tugisiske Kartografer; men Oprindelsen til dem kendes ikke. Indgan-
gen Østen fra til denne »sejlbare« Vandvej var det, Scolvus efter Glo-
bens Angivelse fandt; han trængte ind i den lige til Qujz-Folkets Land,
som laa paa Nordsiden deraf. Østen for dette Navn er paa Globen
afsat en Række forvanskede portugisiske Navne henimod Grønland;
der kan næppe være Tvivl om, at disse stammer fra samme Kilde.
Nutildags vil det sikkert være umuligt at afgøre, hvad det var for
en Bugt eller et Sund, Scolvus sejlede ind i, og om Quji-Folket var en
Eskimo- eller en Indianerstamme. Kun saameget er vist, at Strædet
har haft en øst-vestlig Retning; thi det angives udtrykkelig, at Folket
boede Norden for dette, og da den portugisiske Tradition gik ud paa,
at Corte-Real og Homem opdagede »terra do bacalhao«, er det vel
sandsynligst, at han efter at have passeret Drivisen Syd for Grønland
er sejlet Vest paa, har fundet Indgangen til Belle Isle Strædet og fulgt
Labradors Kyst et Stykke mod Vest.
Fra en Kilde, der ligeledes stammer fra Rejseberetningen — et
Kort i flere Tavler over Island, Grønland og rimeligvis flere Egne,
som udkom i Paris 1551 — ved vi, at de to Skippere (□: Admiraler)
Pining og Pothorst var Ekspeditionens Ledere. Disse to Mænd, navn-
lig Diderik Pining, spillede under Christiærn I og Kong Hans en
fremtrædende Rolle: 1478 blev Pining Hirdstjori (Lensmand) paa Is-
land, og 1490 nævnes han tillige som Lensmand i Finmarken og Be-
falingsmand paa Vardhus. Han var en af Datidens berømteste Søhaner,
hadet og frygtet som faa af Hanseater og Englændere. Baade hos Kong
Christiærn og Kong Hans galdt han for en udmærket dygtig og nyttig
Mand: den moralske Grænselinie, der skiller en Søkriger fra en Sø-
røver, var dengang og endnu langt senere ikke trukket op.
Af Oplysninger, som stammer fra det før omtalte Pariserkort, frem-
gaar det, at Eskadren bestod af flere Skibe, og at den havde Mænd
om Bord, der kendte de gamle Kursforskrifter for Sejladsen til Grøn-
land, d. v. s. Styrmændene og en Del af Mandskabet har formodentlig
været Nordmænd; thi kun i dette Land levede endnu dengang disse
gamle Sømandstraditioner. Endvidere synes der at være bestemte Holde-