Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

24o SOFUS LAFSEN V Beringsstrædet opdagedes, blev det identificeret med dette. De to første Betegnelser skyldes ligesom andre Navne paa denne Kyst por- tugisiske Kartografer; men Oprindelsen til dem kendes ikke. Indgan- gen Østen fra til denne »sejlbare« Vandvej var det, Scolvus efter Glo- bens Angivelse fandt; han trængte ind i den lige til Qujz-Folkets Land, som laa paa Nordsiden deraf. Østen for dette Navn er paa Globen afsat en Række forvanskede portugisiske Navne henimod Grønland; der kan næppe være Tvivl om, at disse stammer fra samme Kilde. Nutildags vil det sikkert være umuligt at afgøre, hvad det var for en Bugt eller et Sund, Scolvus sejlede ind i, og om Quji-Folket var en Eskimo- eller en Indianerstamme. Kun saameget er vist, at Strædet har haft en øst-vestlig Retning; thi det angives udtrykkelig, at Folket boede Norden for dette, og da den portugisiske Tradition gik ud paa, at Corte-Real og Homem opdagede »terra do bacalhao«, er det vel sandsynligst, at han efter at have passeret Drivisen Syd for Grønland er sejlet Vest paa, har fundet Indgangen til Belle Isle Strædet og fulgt Labradors Kyst et Stykke mod Vest. Fra en Kilde, der ligeledes stammer fra Rejseberetningen — et Kort i flere Tavler over Island, Grønland og rimeligvis flere Egne, som udkom i Paris 1551 — ved vi, at de to Skippere (□: Admiraler) Pining og Pothorst var Ekspeditionens Ledere. Disse to Mænd, navn- lig Diderik Pining, spillede under Christiærn I og Kong Hans en fremtrædende Rolle: 1478 blev Pining Hirdstjori (Lensmand) paa Is- land, og 1490 nævnes han tillige som Lensmand i Finmarken og Be- falingsmand paa Vardhus. Han var en af Datidens berømteste Søhaner, hadet og frygtet som faa af Hanseater og Englændere. Baade hos Kong Christiærn og Kong Hans galdt han for en udmærket dygtig og nyttig Mand: den moralske Grænselinie, der skiller en Søkriger fra en Sø- røver, var dengang og endnu langt senere ikke trukket op. Af Oplysninger, som stammer fra det før omtalte Pariserkort, frem- gaar det, at Eskadren bestod af flere Skibe, og at den havde Mænd om Bord, der kendte de gamle Kursforskrifter for Sejladsen til Grøn- land, d. v. s. Styrmændene og en Del af Mandskabet har formodentlig været Nordmænd; thi kun i dette Land levede endnu dengang disse gamle Sømandstraditioner. Endvidere synes der at være bestemte Holde-