I
NORDISK SØFART I FORHISTORISK TID
21
tæller, at Kimbrernes Forbjærg var bleven omsejlet, og at man derfra
havde set ud over et vidtstrakt Hav, med andre Ord: at Skagen var
bleven rundet, og at de romerske Krigere havde set Kattegat aabent
for sig. Medens Plinius1 Udtryk synes at gaa ud paa, at Romerne ikke
er kommet længere end paa den anden Side Kimbrernes Forbjærg,
at de saaledes ikke har udforsket det, som laa bag det aabne Hav,
maa de dog være kommet ned til de danske Øer.
7. Ptolomæus’ Kort over Danmark fra omtr. Aar 130 e. Kr.
Jylland, den kimbriske Halvø, skyder op mod Nordøst mellem Fyn, Sjælland, Lolland-
Falster og Skaane mod Øst, og de saksiske (frisiske) Øer mod Vest. Thyholm, Hanst-
holm og Østholm (de »alokiaiske Øer«) vises ret Vest for Skagen.
Den første Gang, man træffer disse omtalt i den romerske Litte-
ratur, er hos Geografen Pomponius Mela, omtr. Aar 50 e. Kr. Han
kender den codanske Havbugt Nord for Elben, d. v. s. Østersøen. Den
er opfyldt af større og mindre Øer, blandt hvilke han nævner Scadina-
via eller Codinavia, d. v. s. Skaane, som den største og mest frugtbare.
Ogsaa Ptolemæus kender de scandiske Øer, som han i sin Geografi,
skrevet omtr. Aar 130 e. Kr. — angiver at ligge Øst for den kim-
briske Halvø. De tre af dem er smaa, siger han og tænker ved dem
sagtens paa Fyn, Lolland-Falster og Sjælland, »den fjerde, som ligger
længst mod Øst«, nemlig Skaane, der i Reglen af Romerne opfattedes som
en 0, »er den største og ligger lige over for Weichselflodens Munding«.