Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

302 SOFUS LAF S EN V danske Ekspedition, og da Forhandlingerne der var strandede, beslut- tede han at prøve sin Lykke i Kjøbenhavn. Før han begav sig herop, maa der være truffet foreløbige Aftaler, der stillede ham en gunstig Modtagelse i Udsigt. Den 8. November 1617 fik han Audiens hos Kongen paa Frederiksborg, og man synes hurtigt at være naaet til Enighed; thi i Januar 1618 paaskynder Kongen, som sagt, Kompagniets Forberedelser, og den 30. Marts afsluttes en Alliance- og Handelstraktat mellem Kong Christian og Kejseren af Ceylon, hvorved Christian IV forpligtede sig til i syv Aar at hjælpe Kejseren mod hans oprørske Undersaatter og andre Fjender med eet Skib og 300 Sol- dater mod at faa sine Udgifter (noget over 94,000 Rbd.) dækkede med Varer, naar Skibene kom til Ceylon, og desuden en anselig Godtgørelse for den Risiko, han løb. Hvad Handelsforbindelserne angik, skulde de Danske i tolv Aar have Eneret til Handelen paa Ceylon og efter den Tid større Rettigheder end andre Nationer. Paa Kejserens Vegne garan- terede Boshouwer i et særligt Dokument for Opfyldelsen af de ind- gaaede Forpligtelser. Dette saa jo altsammen meget lovende ud, men den eneste Sikkerhed, Christian IV havde for sine store Udlæg og den betydelige Risiko, han løb, var Boshouwers Ord, og det viste sig senere, at denne i alle Henseender havde spillet falsk Spil og ført Kongen og hans Mænd bag Lyset. Det Dokument, der indeholdt Fuldmagten fra Kejseren, havde han selv forfattet, og de Skildringer, han gav af Kejserens Magt, var i Bund og Grund usandfærdige. Islænderen Jon Olafsson, der tjente Kongen som Bøsseskytte (□: Ar- tillerist) og om sine Oplevelser har efterladt sig omfangsrige Erindrin- ger, der giver et anskueligt Billede af Liv .og Mennesker i Datidens Danmark, skildrer træffende denne Mand, til hvem han en Gang som Bud blev sendt med Anmodning om, at Gesandten selv vilde udpege de Stykker Skyts, der skulde anvendes ved Hjælpeekspeditionen. Gen- nem hans jævne Beretning faar man et fortræffeligt Øjebliksbillede af den opblæste Parvenu, hvem hans orientalske Karriere var gaaet til Hovedet. Hollænderne, som kendte Manden og Situationen i det fjerne Østen til Punkt og Prikke, lod sig ikke narre af ham; men i København, hvor man vidste lige saa lidt om Forholdene paa Ceylon som om Til-