Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

37O ALBERT OLSEN VI o- °** Cx.G^OUT^OæK.O. <?>^CX.CkCX.CX<XCK O^GX-CXJ?>>^Cx. dene fra Datiden, ikke er helt berettigede. 1735 sagdes f. Eks.: »Vore Kræmmere bliver sjælden rette Købmænd, fordi de begynder at handle, inden de er udlærte og holder op, naar de har tjent en Snes tusinde Dalere eller mindre, for at søge Karakterer og Titler for sig og Bestil- linger for deres Børn«. Men noget var der i Udtalelsen, idet Enevæl- den jo medførte en Jagen efter Titler og Embeder, som ikke alene var usmagelig, men ogsaa bandt en Del Initiativ, som kunde have gjort bedre Nytte for Samfundet ved at kaste sig over mere produktivt Ar- bejde. Imidlertid gjorde københavnske Købmænd i Trediverne et stort Arbejde for at fremme den oversøiske Handel, og 1745 blev det sagt til Bernstorff, »at Publikum i København havde fattet megen In- teresse for Handelen«, og Kommercekollegiet udtalte samtidigt, at »Vore Købmænd have paa nogen Tid vist sig langt mere end tilforn«. Og der var nu Lejlighed til at »røre paa sig«. Under Christian VI.s Rege- ring begynder der atter store Søkrige mellem Vestmagterne, hvor baade England, Frankrig og Spanien bliver implicerede. Der var derved Mulighed for at drive Fragtfarten i Vejret og til samtidig at faa Kolonialhandelen bragt paa Fode. Her kan man kun rose de Be- stræbelser, der blev gjort fra Regeringens Side for at hjælpe Handelen frem. For at fremme den danske Skibsfart blev der udsat Præmier for Skibe, der byggedes i København, dog under den Betingelse, at de ikke maatte sælges til Udlandet de første fem Aar, ligesom man paa andre Maader søger at opmuntre Fragtfart i fremmede Farvande. Konsulatvæsenet bliver betydeligt forbedret, og man søger gennem gunstige Handelstraktater at fremme Handelen. Over for Holland søger man at komme tilbage til Traktaten af 1701, og med Frankrig lykkedes det 1742 at faa en Handelsoverenskomst i Stand med gen- sidige Begunstigelser. I denne fastsloges, at Korn eller Livsfornøden- heder ikke maatte indbefattes under Kontrebande, og den Sætning, som man uden Held søgte at faa England til at anerkende, og som Aarhundredet igennem voldte os saa stor Fortræd i vor Handel, nem- lig at »frit Skib giver fri Ladning«, det vil sige, at fjendtligt Gods i neu- tralt Skib ikke kan konfiskeres, fik man her anerkendt af Frankrig. . Ligeledes havde man sit Blik rettet mod Handelen paa Spanien; her var Forholdet det, at danske Skippere nødig sejlede paa disse Far-