II VIKINGETIDEN 33
Naar en Del af Lodbrogssønnernes Flaade efter Middelhavstogtets
Slutning var gaaet til Irland, havde det sine gode Grunde. Her var
nemlig paa Øens Sydkyst bleven grundlagt en Vikingestat af danske
Vikinger — »de sorte Fremmede«, som Irerne, der altsaa ses at have
gjort Skel mellem Danske og Nordmænd, kaldte dem i Modsætning
til disse, der for dem stod som »de hvide Fremmede«.
Udtrykket »de sorte« eller de »blaa Fremmede« skyldes, mener man,
den tætsluttende Brynjehue eller -hætte af Jærn, som Vikingerne bar
for at beskytte Hovedet i Kamp.
Allerede omtr. Aar 800 havde danske Vikinger begyndt at hærge
paa Irlands Kyster, hvor Nordmændene endnu tidligere havde slaaet
14. Nydamsbaaden. Kølplanken og Kølbordene med Surringsklamper.
sig ned. Medens disse kom fra Nord, fra deres Stationer paa Orkney-
eller Shetlandsøerne, kom de Danske Syd fra, gennem Kanalen fra
deres Udgangssteder i Frisland eller i Rhinmundingen, hvor de havde
sat sig fast. Nordmænd grundlagde omtr. 840 under Torgest, hvem
den irske Krønike kalder Konge over de Fremmede i Erin, Byen Du-
blin, medens de Danske paa Øens Sydøstkyst grundlagde Byerne Wex-
ford og Waterford og paa Sydvestkysten Limerick ved den brede og
sejlbare Shannonflod, og senere Cork som de befæstede med Mure,
hvilket de havde lært i Frankrig.
I 848 gjorde de Danske Syd fra et vældigt Angreb paa Nordmæn-
denes Flaadestation paa Nordkysten, og to Aar senere forjog de dem fra
Dublin og gjorde sig til Herrer over Byen — hvilket dog ikke blev af lang
Varighed — og slog dem endelig i et stort Slag ved Carlingford Lough.
Under Kampen her syntes det en Tid, som om de Danske skulde
blive trængt tilbage. I deres Nød, fortæller den irske Krønike, paa-
kaldte de da den irske Helgen St. Patrick og bad ham om Hjælp, og
straks vendte Krigslykken sig. De Danske beholdt Valpladsen, hvor
fem Tusinde Nordmænd laa slagne.
Danmarks Søfart og Søhandel.
3