Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

402 G. HORN EM ANN VI kastelse skulde overlevere dets Krigsskibe til den engelske Regering. Her kunde der intet Valg være. Den retfærdigste og dybeste Harme maatte overveje enhver anden Betragtning. Man var ikke blind for de Farer og de Tab, hvormed denne Krig truede Landet, men altsaa: mellem Fare og Vanære var der intet Valg. Naturligvis kunde ingen her i Landet se med milde Øjne paa Røvertogtet. Alene Tabet af Flaaden, Nationens Øjesten og Stolt- hed, var nok til at drive Blodet op i Kinderne paa enhver dansk og norsk Mand. Men derfra og til at dele Fyrstens Opfattelse, at der ikke var Plads for en rolig Overvejelse af, hvad der tjente Nationens Tarv bedst, var der dog et langt Skridt. Særlig i københavnske Køb- mandskredse, hvor man, som ogsaa andet Steds, var tilbøjelig til at lade Regeringens ukloge Politik bære sin Del af Skylden for det skete, og hvor man havde et klart Blik for, hvilken Ulykke for Landet en Krig med England vilde være, haabede man i det længste paa, at den skulde kunne undgaas. Endnu sidst i September vilde man ikke tro, at det virkelig var Alvor med Krigen. Paa den Tid skriver en af Københavns Handelsmatadorer, Grosserer Fr. Tutein, til Ministeren Grev H. E. Schimmelmann, der selv var imod Forbundet med Napoleon: »Hvad venter der denne fordum saa blomstrende By^ Vil man virkelig lade den falde og med den Staten; thi den er Statens Hjerte, som ved sin Handel og Kredit har pumpet Blodet ud i alle Rigets de mindste Aarer. Der er jo intet blevet aftalt ved Byens Kapitulation til Sikring af Han- delen og Skibsfarten, af Norges og Koloniernes Skæbne, — alle Menne- sker er nedsunken i den grusomme Usikkerhed, som Spørgsmaalet, om man virkelig vil føre Krig med England, uvilkaarlig maa vække.« Denne Uvished om, hvorledes man var stillet, er for saa vidt besyn- derlig, som der allerede forinden var udgaaet en Række Bestemmelser, der ikke ret vel kunde lade nogen Tvivl tilbage; ganske vist stod Eng- lænderne endnu paa Sjælland, og inden de havde forladt Øen, kunde Bestemmelserne ikke faa Anvendelse her. Men den 23. Oktober traadte de i Kraft for København og det øvrige Sjælland. De gik ud paa, at enhver Englænder over alt i Riget skulde anholdes, at al engelsk Ejendom skulde beslaglægges, at der skulde gøres Anmeldelse om alle Varer af engelsk Oprindelse, og at de, hvis de viste sig at være en-