Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

4i6 G. HORNEMANN VI Men det samme gjaldt hele Landet, thi vel var København den haar- dest ramte Del, og Købstæderne var gennemgaaende kommet bedre fra Krigen end Hovedstaden, men overalt led man under dens Føl- ger. En Storkøbmand i Aalborg skrev 1822: Nu er vi Høkere alle, og Handel og Skibsfart har tabt sig i den Grad, at det er utroligt, for hvem der kendte Byen da (omtr. Aar 1800). Naar København efter Freden blev saa ilde stedt, laa det ingen- lunde i, at der fra dens Handelsstands Side forsømtes noget for atter at faa Handel og Søfart i Gang. Hvad man havde til Raadighed af Skibe udsendtes, og der søgtes med dem Forbindelse baade i Øster- søen, i Sydeuropa og i Amerika. Men over alt fandt man Dørene luk- kede. Det var ikke længere som før 1807, da Konjunkturerne havde skabt vor Handel og Skibsfart saa udmærkede Betingelser, fordi vi de fleste Steder var saa at sige ene om Budet. Nu var Konkurrencen bleven saa skarp, at Skibsfragterne snart sank til det halve. Og hvor man kom hen, var der Uvilje overfor de fremmede. I England var Navigationsakten sat i fuld Kraft. Amerika, der havde tjent saa godt under Krigen, havde heller ingen Brug for vore Skibe, og den preus- siske Handel og Skibsfart var netop paa den Tid, støttet af Staten, i Færd med at arbejde sig op. Resultaterne var altsaa kun faa. Man skulde, udtalte Grosserer- societetets Komitee senere, »saa at sige begynde forfra igen; næsten alle Foretagender var kun Forsøg, men alle krævede betydelige Ud- læg i rede Sølv, som først senere kom ind igen«. Imidlertid bar An- strengelserne dog for saa vidt Frugt, som der virkelig kom et Par gode Aar. 1816—17 og 1819—20 var Udførselen baade af Korn og Føde- varer ret anseelig. Men det varede ikke længe, saa havde vi Omslaget. Fra 1820 begyndte Kornpriserne at falde, og 1823—24 var de saa langt nede, at de, som der blev skrevet, mange Steder stod under den halve Produktionsværdi. Med Kornprisernes Nedgang fulgte natur- nødvendigt ogsaa Handelens, da Landmanden intet kunde faa til overs til Indkøb af andet end det absolut nødvendige. Dette mærkedes ikke mindst i København. Den asiatiske Fart sygnede hen, og af Vest- indiefarerne ankom der i Tyverne til København i Gennemsnit aarlig kun omtrent 22 mod 64 i 1817 og 69 i 1816. Indførselen af St. Croix