Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

År: 1919

Serie: Danmarks Søfart og Søhandel I

Forlag: Nyt Nordisk Forlag

Sted: København

Sider: 782

UDK: 382

Af dette værk er trykt som luksusudgave 300 nummerede eksemplarer

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 791 Forrige Næste
426 G. HORNEMANN VI tetet Indførelsen af 3 Maaneders indenbys Veksler, hvilket Forslag godkendtes af Regeringen. Men derved kom man ikke bort fra, at Hamborgerne tilrev sig en stadig større og større Del af den danske Provinshandel, at Købstædernes Indførsel gik over Hamborg, og at deres Udførsel gik samme Steds hen. Skønt de fleste danske Provins- købmænd efter samstemmende Vidnesbyrd ikke stod videre højt i Dyg- tighed, saa trivedes dog Købstæderne ved Hamborgs Hjælp paa Hoved- stadens Bekostning. Fra 1801 til 1840 forøgede deres Folketal med 3/5, Københavns kun med 75. Ondets egentlige Rod maatte søges i Adg. 23. April 1817. Ved den havde fremmede igen faaet Ret til at sælge og købe Varer en gros her i Landet, hvilken Ret var bleven op- hævet under Krigen, men hverken til at sælge en detail eller til at sælge Varer, de havde tilkøbt sig i Danmark. Grosserersocietetet saa straks, hvilken Fare Bestemmelsen rummede. Næppe en Maaned efter at Anordningen var kommen, henvendte det sig til Kancelliet for at faa Bestemmelsen saaledes begrænset, at slige Køb og Salg kun skulde kunne ske gennem herværende Handelshuse. 1824 kom Societetet tilbage til Sagen, denne Gang støttet af Københavns Magistrat og de 32 Mænd. Man udtalte, at det havde højst skadelige Følger for Byen, at et stedse stigende Antal fremmede rejsende kunde drive uindskrænket Kommissionshandel her i Staden uden Bevilling og* uden borgerlige Byrder, og man krævede, at der i hvert Fald skulde paalægges dem Afgifter for denne Ret. Det vilde Kommercekolle- giet ikke gaa med til, og Landets Amtmænd var enige med Kollegiet i, at noget saadant ikke burde ske. De hævdede, at fordrev man de fremmede Handelshuse, gav man Provinsernes Købmænd ganske i de københavnske Grossereres Vold. 1832 gav Grosserersocietetet igen sin Misfornøjelse Luft over, at København rundt om i Landet fortrængtes af Hamborg. Man ønskede en Komitee nedsat til at under- søge Forholdene. De fremmede rejsende gik nu uden at betale Af- gift fra By til By og saa at sige fra Hus til Hus og søgte de ubetyde- ligste Kommissioner hos Detaillister, Professionister, ja endog hos Konsumenterne. Klagerne over Hamborgerne gentoges de følgende Aar, uden at det førte til noget. Først ved Fdg. 8. Juni 1839 afgjordes Spørgsmaalet om Afgift af de handelsrejsende. Det fastsattes, at