1. Sejlads og Handel paa Nordhavet og
de nordlige Bilande.
I Middelalderen og langt ind i den nyere Tid var den Opfattelse almin-
delig, at Nordhavet var et lukket Hav, der — i Nord begrænset af et
mægtigt Fastland, Grønland — strakte sig i en stor Bue fra Egnen Syd-
vest for Island helt over imod Norge. Vel havde allerede Vikingerne
omsejlet Norges Nordpynt og var trængt helt ind i Hvidehavet, men
endnu i Begyndelsen af det 17. Aarhundrede ser man paa Landkortene
(S. 232—33) Grønland aflagt som et Land, der kun ved et forholdsvis
smalt Stræde var skilt fra det nordlige Norge.
Nordhavet betragtedes som et dansk-norsk Hav, der i Øst begræn-
sedes af Norge og Finmarken, i Nord og Vest af det kun lidet kendte
Grønland, der, skønt gammel dansk-norsk Besiddelse, midlertidigt var
afskaaret fra Forbindelse med Moderlandet. I Nordhavet laa de dansk-
norske Øer Færøerne og Island, som tillige med Finmarken i lange Tider
var de eneste Steder, der var Genstand for Besejling saa vel fra Dan-
mark som fra de øvrige søfarende Nationer. Hertil kom en Del Sejlads,
særlig af Englændere og Hollændere til Murmans-Kysten og Egnen om
Hvidehavet, hvor de forsøgte at drive Handel med Russerne, uden at
være henvist til Sejladsen gennem de danske Farvande.
De første Efterretninger om Land Nord for Norge skyldes Englæn-
deren Hugh Willoughby, der 1553 paa en Opdagelses- og Handelsrejse
imod Nordøst angav at være kommet til et af Is omgivet Land, ved hvis
Kyst Havet var saa grundt, at en Baad ikke kunde lande. Hvor dette