474
Æ. HAMMER
VII
ningen paa Fode igen, men Fremgangen i det 19. Aarhundredes sidste
Halvdel var meget betydelig.
Fiskeriet under Islands Kyster har altid været et af de betydeligste
Fiskerier i Verden, og Kystfiskeriet, d. v. s. Fiskeri med aabne Baade
har fra Landets første Bebyggelse været en af dets Hovednæringsveje,
men det er saa godt som udelukkende drevet af Islænderne selv.
Havfiskeriet paa de store Fiskebanker under Island er derimod lige fra
det 15. Aarhundrede drevet af fremmede Nationer, særlig Hollændere,
Englændere og Franskmænd, der hyppig var meget nærgaaende imod
den islandske Befolkning og indbyrdes ragede i Klammeri, saa at disse
Nationer maatte udruste Orlogsskibe for at holde Justits. Dansk Del-
tagelse i dette Fiskeri har aldrig været af særlig Betydning. I Begyn-
delsen af det 19. Aarhundrede og særlig efter Monopolets Ophævelse,
begynder Islænderne selv at deltage i Havfiskeriet med større Fartøjer,
og fra denne Tid at regne har det taget et umaadeligt Opsving, men Be-
skrivelsen heraf falder udenfor Rammen af denne Artikel.
Sejladsen paa Island frembyder ikke saa store Farer, som Sejladsen
paa Færøerne. Vel er Havet Syd for Island hærget af stærke Storme
og hele Sydkysten blottet for Havne og Stoppepladser, men paa de
øvrige Kyster findes store, dybe Fjorde tæt ved hinanden, hvor Skibe
uden særlige Vanskeligheder kan søge ind og finde ret gode Anker-
pladser. Tidevandsstrømmen er vel betydelig, men dog langt fra saa
rivende som i de færøske Sunde.
Nordkysten kan undertiden være stærkt belemret med Polar-Is,
der kan optræde i saa store Mængder, at al Sejlads forhindres, og i sær-
ligt slemme Isaar kan Isen endog blokere Østkystens Fjorde. I Reglen
indtræffer denne Isblokade kun om Foraaret, saa at Havnene kan be-
sejles længere hen paa Sommeren.
I dette Værks Afsnit V er der gjort Rede for Grønland's Genopdagelse
i Slutningen af det 16. og Begyndelsen af det 17. Aarhundrede. Det