Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

5o6 C. BAS TRUP VII i Bakker, syv i hver, der skulde indtage deres Maaltider sammen, og af de syv Mand valgtes den ene, en retskaffen og gudfrygtig Mand, til Baksfor- stander til at holde Orden i Bakken under Maaltiderne. Hver Mand fik paa Køddagene, Søndag, Tirsdag og Torsdag to Skaalpund Kød til to Maaltider, og paa de fire andre Dage, Fiskedagene, to Pund tør Fisk til Middag og Aften; til hver Bakke blev der udvejet et Skaalpund Smør til Dyppelse og desuden til hver Mand en Pot Gryn paa Fiskedagene og en Pot Ærter eller Bønner paa Køddagene. Om Lørdagen fik hver Mand 3x/2 Pund Brød og i Pund Smør. Af Drikkelse fik hver Mand Middag og Aften en Pægl Vin og en Gang om Dagen i% Pot 01, indtil det blev surt, derefter en Pot Vand i Stedet for. Forplejningen, der vel har været den samme i andre Ostindiefarere, var altsaa meget rigelig, om end ikke meget afvekslende; det var først, naar Vandet blev fordærvet eller slap op, og naar man i lang Tid ikke kunde faa fersk Kød til Afløsning af det salte, at Trængslerne begyndte; men paa »Christianshavns« Udrejse gik alting godt. Mandskabet i Ostindiefarerne var ofte af temmelig blandet Beskaf- fenhed; Drukkenskab og Slagsmaal hørte til Dagens Orden, og Opsæt- sighed var ikke sjælden, saa der maatte strenge Midler til at haandhæve Disciplinen. Paa »Christianshavn« synes dog Tonen at have været meget god, selv om der af og til maatte tages haardt fat. Paa Begyndelsen af Togtet var der saaledes en Mand, der trak Kniv mod en af Kammeraterne, og Straffen herfor var, at han skulde nagles til Stormasten ved at faa Kniven stukket gennem sin højre Haand. Han var ogsaa allerede ført hen til Stormasten, men da det var hans første Forseelse, og alle bad for ham, blev Straffen ændret til 80 Slag Tamp. Da de nærmede sig Berberiet, var de svært bange for Tyrkerne, men de mødte da heldigvis ingen; derimod havde de en Nat en slem For- skrækkelse. Der blev pludselig opdaget Land forude, og derover blev Rorgængeren saa forskrækket, at han slap Roret og vilde løbe ned for at redde sine Penge, saa Skibet var nær løbet paa Land. I sidste Øjeblik blev det reddet ved, at et Par behjærtede Mænd sprang til og greb Ro- ret; det maa have været en stor Lettelse for Besætningen, thi »i denne Udkant af Berberiet lever der Menneskeædere, der lægger Mennesker paa Jærnrister og steger dem til Føde«, skriver Jon Olafsson.