Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage
År: 1919
Serie: Danmarks Søfart og Søhandel I
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sted: København
Sider: 782
UDK: 382
Af dette værk er trykt som luksusudgave 300 nummerede eksemplarer
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
58
BERING LIISBERG
II
de ud fra Sønderjylland og fra Frisland, hvor de i Aarhundreder havde
drevet Handel og sat sig fast. Det er foran omtalt, hvorledes danske
Høvdinge havde faaet Kyststrækninger her i Len af Kejseren, og fra
disse Kolonier og fra Flaade-Stationer i Rhinmundingen maa de danske
Vikingetog paa Syd-England og Irland for en Del formodes at være
udgaaet. Og herfra bredte de deres Herredømme videre over Nord-
Frankrigs Kyster og ødelagde bl. a. den gamle Handelsby Quentovic,
ved den lille Flod Canche (det nuværende Etapies). I dennes Sted
27. Mønter, slaaede af danske
Konger i England.
voksede ved Vikingernes Handelsdrift Rouda
ved Seinen, det nuværende Rouen, op til at
blive en af Frankrigs største Handelsbyer.
Fra Kanalen kom Vikingerne fra Danmark
op til Erins grønne 0, i hvis Natur og For-
hold Nordboerne synes at have fundet særligt
Behag. Og paa deres Maal fik Øen det Navn,
Irland, som den har beholdt gennem Tiderne.
Det har atter været deres udviklede Sans for
Handelen, der gav dem Forstaaelse af Landets
ypperlige Beliggenhed som Udgangspunkt for
Sejlads baade Syd paa og Øst paa, og bragte
dem til at anlægge Handelsbyerne paa Øens sydlige Kyster.
En Mængde Navne paa Øer, Landpynter og Næs paa Irlands Hav-
kyst, paa Steder i Flodmundingerne og langt op i deres Løb vidner
endnu ved deres nordiske Form og Klang om vore Forfædres hyppige
Færden paa disse Steder. Der havde vel i Aarhundreder været drevet
nogen Handel paa Erins Kyster fra Frankrig, særlig af Veneterne, med
Tin og andre af Landets Produkter. Men Irerne selv var ikke Søfolk,
og de følte, at disse vilde Fremmede, som paa deres første Besøg hug-
gede ned for Fode, plyndrede, skændte og brændte, var i Besiddelse
af Evner og Egenskaber, som de selv manglede. I Irernes Sagn tager
Danernes blodige Landgang paa Erins 0 sig noget anderledes ud end
i Virkeligheden, naar det hedder, at »Østmændene«, d. v. s. de danske
Vikinger, »fik Tilladelse til« at grunde Steder og tage Bopæl i Landet,
thi det var en noget aftvungen Tilladelse. Men en værdifuld Oplys-
ning giver Tilføjelsen: denne Tilladelse blev givet dem, mod at de for-