Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

År: 1919

Serie: Danmarks Søfart og Søhandel I

Forlag: Nyt Nordisk Forlag

Sted: København

Sider: 782

UDK: 382

Af dette værk er trykt som luksusudgave 300 nummerede eksemplarer

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 791 Forrige Næste
58 BERING LIISBERG II de ud fra Sønderjylland og fra Frisland, hvor de i Aarhundreder havde drevet Handel og sat sig fast. Det er foran omtalt, hvorledes danske Høvdinge havde faaet Kyststrækninger her i Len af Kejseren, og fra disse Kolonier og fra Flaade-Stationer i Rhinmundingen maa de danske Vikingetog paa Syd-England og Irland for en Del formodes at være udgaaet. Og herfra bredte de deres Herredømme videre over Nord- Frankrigs Kyster og ødelagde bl. a. den gamle Handelsby Quentovic, ved den lille Flod Canche (det nuværende Etapies). I dennes Sted 27. Mønter, slaaede af danske Konger i England. voksede ved Vikingernes Handelsdrift Rouda ved Seinen, det nuværende Rouen, op til at blive en af Frankrigs største Handelsbyer. Fra Kanalen kom Vikingerne fra Danmark op til Erins grønne 0, i hvis Natur og For- hold Nordboerne synes at have fundet særligt Behag. Og paa deres Maal fik Øen det Navn, Irland, som den har beholdt gennem Tiderne. Det har atter været deres udviklede Sans for Handelen, der gav dem Forstaaelse af Landets ypperlige Beliggenhed som Udgangspunkt for Sejlads baade Syd paa og Øst paa, og bragte dem til at anlægge Handelsbyerne paa Øens sydlige Kyster. En Mængde Navne paa Øer, Landpynter og Næs paa Irlands Hav- kyst, paa Steder i Flodmundingerne og langt op i deres Løb vidner endnu ved deres nordiske Form og Klang om vore Forfædres hyppige Færden paa disse Steder. Der havde vel i Aarhundreder været drevet nogen Handel paa Erins Kyster fra Frankrig, særlig af Veneterne, med Tin og andre af Landets Produkter. Men Irerne selv var ikke Søfolk, og de følte, at disse vilde Fremmede, som paa deres første Besøg hug- gede ned for Fode, plyndrede, skændte og brændte, var i Besiddelse af Evner og Egenskaber, som de selv manglede. I Irernes Sagn tager Danernes blodige Landgang paa Erins 0 sig noget anderledes ud end i Virkeligheden, naar det hedder, at »Østmændene«, d. v. s. de danske Vikinger, »fik Tilladelse til« at grunde Steder og tage Bopæl i Landet, thi det var en noget aftvungen Tilladelse. Men en værdifuld Oplys- ning giver Tilføjelsen: denne Tilladelse blev givet dem, mod at de for-