Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

650 C. BASTRUP VII med Algier, saaledes at de Danske kunde faa samme Fordele som an- dre Nationer, der handlede paa Marokko, og Tilladelse til at oprette et Faktori og Magasiner for Købmændene. Paz skulde ledsage ham og hjælpe ham ved Underhandlingerne og med at uddele Gaver, som man var paa det rene med var nødvendige, og der løvedes derfor Paz en aarlig Pension. Det var særlig Saffy paa Marokkos Vestkyst, som man havde udset til Handelsplads. Den 24. April 1751 stod de to Fregatter til Søs, sammen med Handelsskibene »Neptunus« og »Ebenezer« og endnu et Skib, og efter en heldig Rejse, der døde kun syv Mand under Overfarten, ankom de den 5. Juni paa Saffys Red. Paz havde i København udbredt sig meget om den store Anseelse, han nød hos Regering og Stormænd i Marokko, men jo nærmere de kom, desto mere aftog Anseelsen, og da de naaede Saffy, skyndte Paz sig i Land og henvendte sig til en fransk Købmand, Stephen Rey, for at faa Hjælp. Denne, der virkelig var en anset og smart Handelsmand, lovede ogsaa at hjælpe. Paz lod Rey give sig et skriftligt Løfte om, at de skulde dele den Profit, som de ventede sig de la part de sa Majesté Danoise, et des particuliers, par commission ou autrement, men Rey var ham for snedig. Det lykkedes meget hurtigt denne at over- bevise Longueville om, at Paz var en Bedrager, navnlig ved at paa- vise at de Gaver, der var medbragte til det marokkanske Hof, og som Paz havde faaet Penge til at købe, var noget elendigt Stads, som ikke kunde bruges; Rey maatte nu købe andre til en meget høj Pris. Den 21. Juni rejste Longueville, ledsaget af Rey, til Hovedstaden Marokko for at faa Audiens hos Regenten, Prins Muhamed ben Ab- dallah, der havde faaet Regeringen overdraget af sin endnu levende Fader, Kejser Abdallah ben Ismael, og allerede den 1. Juli afsluttedes Traktaten. Dens vigtigste Indhold var følgende: Tolden af alle ind- og udgaaende Varer i Havnene Saffy og St. Cruz (Agadir) forpagtedes for fem Aar af de Danske, som herfor aar- lig skulde betale 50,000 Marokkanske Dukater (å 10 Mark dansk). Ingen andre fremmede Skibe end de danske maatte anløbe disse to Havne, og paa denne Kyst maatte kun de Danske handle. De Danske maatte anlægge et Kontor med de nødvendige Magasiner i Nærheden