Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

VIII KONVOIERINGER 665 slebet Vaaben over for sin Modstander, — hvor skarpt ser vi bedst af Verdenskrigen, hvor det var den engelske Flaades Søherredømme, der til syvende og sidst bar Sejren hjem i Ententens Skød. De Rettigheder, som den neutrale Handel gør Fordring paa under Krig, er imidlertid alle af den Beskaffenhed, at de sløve Handelskri- gens Sværdæg. Det siger sig selv, at naar den sømægtige Stat vil tvinge sin Mod- stander i Knæ ved at lukke ham ude fra Havet, da kan den ikke se med venlige Øjne paa de neutrale Skibe, som fordre Ret til at drive Han- del med dens Fjende. Ganske vist er Krigskontrabande forbudt, men alle andre Varer forlanger den neutrale Stat Ret til at tilføre Fjenden. Hertil kommer yderligere, at det neutrale Flag, (hvis det respek- teres vel at mærke), jo altid i Krigstider byder mere Sikkerhed end de krigsførende Magters, — ja selv end den sejrrige Sømagts, thi en Modstander er aldrig saa slaaet, at han ikke kan udsende nogle Krigs- fartøjer eller — som i tidligere Tid — udruste Kapere. Den neutrale Skibsfart byder derfor andre neutrale Befragtere større Sikkerhed for deres Varer end de krigsførende, og disse søger da fortrinsvis den neutrale Skibsfart, ligesom de krigsførende ad Om- veje — pr. Straamænd f. Eks. — søger det neutrale Flags Beskyttelse. Saadanne under Krigen sluttede Handelsforbindelser har selvfølgelig store Chancer for at bevare deres Fasthed ogsaa efter Krigen, — hvor- for forlade en Handelsforbindelse, der kun har bragt Gavn, — og der er da ogsaa herved en Interessemodsætning imellem de krigs- førende og de neutrale Magter. Eksempelvis var, — som vi senere skal komme nærmere ind paa, — en overvejende Del af Middelhavs- fragterne paa dansk-norske eller svenske Hænder under Revolutions- og Napoleonskrigene, og de nordiske Magter havde til Stadighed en meget betydelig Del af deres Handelsflaade i Middelhavet. Mange af disse Skibe kom slet ikke hjem under de urolige Forhold, men blev en længere Aarrække i Middelhavet. Som Følge af Englands særlige Stilling har dette Land da aldrig helt villet anerkende de neutrales Rettigheder under Søkrig, og i sær- lig Grad ikke Sætningen: »Frit Skib giver frit Gods«.