Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage
År: 1919
Serie: Danmarks Søfart og Søhandel I
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sted: København
Sider: 782
UDK: 382
Af dette værk er trykt som luksusudgave 300 nummerede eksemplarer
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
VIII KONVOIERINGER 677
De to skandinaviske Magter tog alvorlige Forholdsregler til deres
Handels Beskyttelse. Eskadrer udrustedes og kryssede i Nordsøen,
men man i Værk satte ikke Konvoiering, da man frygtede for, at
det vilde volde Vanskeligheder. England slog virkelig ind paa en mil-
dere Fremgangsmaade, men snart efter slog det om igen, og dets
Holdning var under første Akt af Dramaet — til 1797 — nærmest
svingende fra Skarphed til Maadehold.
Ved den anden Koalitionskrigs Begyndelse kom Forholdene paa
Søen meget snart til at antage en ukendt farlig Karakter. Denne Gang
var det ikke England, men Frankrig der var Sagvolderen, idet dette
sidste Land saa at sige erklærede al neutral Søfart Krig ved den be-
rygtede Lov af 29. Nivose. Ifølge denne Lov skulde:
»Ladningens Natur afgøre, om et Skib var at opfatte som fjendt-
ligt eller neutralt. Ethvert Skib, der enten helt eller for en Del var
ladet med Varer fra England eller dets Kolonier, skulde gælde for god
Prise, hvem der saa var Ejer af disse Produkter eller Handelsvarer.«
Ikke alene var selve Loven yderst ubehagelig for vor Søhandel,
men den Maade den førtes ud i Livet paa, gjorde den rent ødelæggende.
Naar saaledes et Skib kunde prisedømmes, fordi det havde engelske
Kabyskul eller engelsk Fajanceservice i Kaptajnens Kahyt, saa var
man, om ikke det var saa sørgeligt, ude i det farceagtige.
Lige fra Revolutionskrigenes Begyndelse havde man i den dan-
ske Handelsverden raabt paa Konvoi, men Regeringen havde ikke
villet gaa ind herpaa i større Udstrækning. Ganske vist havde man
konvoieret igennem Kanalen og ned til Finisterre, og yderligere her
taget hjemgaaende Ostindiefarere under Konvoi. Det var risikabelt,
men det gik, og længere vilde Regeringen ikke strække sig. Men nu
var paa den ene Side Kravet om Konvoi ikke til at afvise, hvis vi over-
hovedet vilde drive Søhandel, og paa den anden Side den franske Re-
gerings Holdning saa udæskende, at Konvoiering maatte synes selv
Englænderne berettiget og blottet for ethvert engelskfjendtligt Præg.
Allerede i 1797 havde vi af Hensyn til Barbareskstaterne udvidet
vore Konvoier i Middelhavet. Nu gjorde vi i Marts 1798 Skridtet
fuldt ud og optog Konvoiering i saa stor Udstrækning, som vor Flaade
tillod.