Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

År: 1919

Serie: Danmarks Søfart og Søhandel I

Forlag: Nyt Nordisk Forlag

Sted: København

Sider: 782

UDK: 382

Af dette værk er trykt som luksusudgave 300 nummerede eksemplarer

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 791 Forrige Næste
VIII KONVOIERINGER 677 De to skandinaviske Magter tog alvorlige Forholdsregler til deres Handels Beskyttelse. Eskadrer udrustedes og kryssede i Nordsøen, men man i Værk satte ikke Konvoiering, da man frygtede for, at det vilde volde Vanskeligheder. England slog virkelig ind paa en mil- dere Fremgangsmaade, men snart efter slog det om igen, og dets Holdning var under første Akt af Dramaet — til 1797 — nærmest svingende fra Skarphed til Maadehold. Ved den anden Koalitionskrigs Begyndelse kom Forholdene paa Søen meget snart til at antage en ukendt farlig Karakter. Denne Gang var det ikke England, men Frankrig der var Sagvolderen, idet dette sidste Land saa at sige erklærede al neutral Søfart Krig ved den be- rygtede Lov af 29. Nivose. Ifølge denne Lov skulde: »Ladningens Natur afgøre, om et Skib var at opfatte som fjendt- ligt eller neutralt. Ethvert Skib, der enten helt eller for en Del var ladet med Varer fra England eller dets Kolonier, skulde gælde for god Prise, hvem der saa var Ejer af disse Produkter eller Handelsvarer.« Ikke alene var selve Loven yderst ubehagelig for vor Søhandel, men den Maade den førtes ud i Livet paa, gjorde den rent ødelæggende. Naar saaledes et Skib kunde prisedømmes, fordi det havde engelske Kabyskul eller engelsk Fajanceservice i Kaptajnens Kahyt, saa var man, om ikke det var saa sørgeligt, ude i det farceagtige. Lige fra Revolutionskrigenes Begyndelse havde man i den dan- ske Handelsverden raabt paa Konvoi, men Regeringen havde ikke villet gaa ind herpaa i større Udstrækning. Ganske vist havde man konvoieret igennem Kanalen og ned til Finisterre, og yderligere her taget hjemgaaende Ostindiefarere under Konvoi. Det var risikabelt, men det gik, og længere vilde Regeringen ikke strække sig. Men nu var paa den ene Side Kravet om Konvoi ikke til at afvise, hvis vi over- hovedet vilde drive Søhandel, og paa den anden Side den franske Re- gerings Holdning saa udæskende, at Konvoiering maatte synes selv Englænderne berettiget og blottet for ethvert engelskfjendtligt Præg. Allerede i 1797 havde vi af Hensyn til Barbareskstaterne udvidet vore Konvoier i Middelhavet. Nu gjorde vi i Marts 1798 Skridtet fuldt ud og optog Konvoiering i saa stor Udstrækning, som vor Flaade tillod.