II
VIKINGETIDEN
.63
Sømagt, vrimler det i det engelske Søsprog af Laaneord fra Dansk.
Om de danske Købmænds Betydning i London vidner endelig, at
de efter Knud den Stores Død, i Misfornøjelse med den af den afdøde
Konges efter deres Opfattelse altfor engelsk-nationale Politik, kunde
lægge deres Lod i Vægtskaalen ved Afgørelsen af Valget af hans Efter-
følger, idet de tog hans i Danmark opdragne Søn Hardeknud til Konge.
Hvad de dog ikke formaaede at hævde i Længden over for det en-
gelske Parti, der, ledet af den dygtige og virksomme Dronning, Alfifa,
ønskede Knuds og hendes Søn Harald Harefod paa Tronen.
I et gammelt engelsk Skrift fra omtrent Aar 1000 findes der ind-
ført en Samtale mellem Magisteren — Læreren — og Repræsentanter
for de forskellige Erhverv.
Hvad har Du, manegere, at sige om din Bestilling? spørger Ma-
gisteren Købmanden.
Jeg har at sige, svarer denne, at jeg er ikke blot Landets Konge
og Ældste en saare nyttig Mand, men hele Folket, de Store som de
Smaa!
Hvordan det? spørger Magisteren videre.
Jeg bringer mine Varer om Bord i mit Skib, sejler over Søen og
sælger mit Gods. Derefter køber jeg atter kostelige Sager, som man
ikke har her til Lands. Dem fører jeg hertil og udstaar derved store
Farer til Søs. Somme Tider lider jeg Skibbrud og mister alt, hvad
jeg ejer og har, og det er knap og nap jeg bjærger Livet.
Hvad er det for kostelige Sager, Du bringer os til Landet?
Det er baade Purpur og Silke, dyrebare skaarne Stene og Guld-
sager, sjældne Stoffer og duftende Essenser. Vin og Olie, Elfenben,
Malm, Svovl, Glas og lignende Ting.
Den gode Købmand undgaar, om med Hensigt eller ved et Til-
fælde kan ikke afgøres, at nævne den Vare, som vistnok var den mest
indbringende af alt Købmandsgods, der bragtes over Søen, ikke blot
ved sin egen Værdi, men ved de faa Omkostninger, der var forbundet
med dens Losning og Ladning. Det besørgede den nemlig selv.
Allerede i det sjette Aarhundrede udbødes der engelske Fanger
som Slaver paa Markedet i Rom. Det var ved at se disse blaaøjede