Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

7oo SCHAFF ALITZKY DE MUCKADELL VIII og døde, inden Kejseren kunde tilfredsstille sin Jagtglæde med dem. I festligt og farverigt Optog drog da Bille med flere af Eskadrens Officerer op til Kejserens Residens og fik en yderst elskværdig Mod- tagelse. Presenten blev modtagen, en Genpresent skænket Bille, der lod den gaa videre til Kronprinsregenten. Og dette er da heldigvis alt, hvad vi hører om Marokko. Den danske Middelhavseskadres Kanoner og dens Chefs kloge Forhandlingsevner skaffede os da Ro i disse kritiske Aar. Men saa kom Uroen da ogsaa paa en Gang og viste sig vanskeligere — eller rettere dyrere — at stoppe, end man havde tænkt sig. Denne Gang kom Ubehagelighederne fra Tunis, en Stat der ellers havde forholdt sig forholdsvis rolig af en Røverstat at være. Den fik sine »Presenter« regelmæssig fra 1797; men saa fik Beyen, som Her- skeren kaldtes, pludselig den Idee, at denne »Present« var for lille, og han nægtede da at modtage den. Efter at Underhandlingerne i denne Sag var bristede, bemægtigede Beyen sig ved Hjælp af sine Korsarer syv dansk-norske Koffardiskibe. Disses Besætninger blev vel tagne som Gisler, men foreløbig ikke gjort til Slaver, og Skibenes Ladninger udlossede i Beyens Pakhuse. Dette var selvfølgelig et alvorligt Stød for vor Søhandel, thi dels trak erfaringsmæssig Strid med en af Røverstaterne altid Strid med de andre efter sig, dels var vor Skibsfart i Fare for de omsværmende tunesiske Korsarer. Kommandørkaptajn Bille var efter et næsten treaarigt, over al Maade opslidende og ansvarsfuldt, Arbejde, netop i Færd med at ordne Eskadrens Overlevering til sin Afløser, Kommandørkaptajn Koefoed, der var under Vejs med Fregatten »Triton«, da denne Jobs- post indløb fra Tunis. Han tog dog ikke i Betænkning at forsøge, trods sit svækkede Helbred at løse ogsaa denne Sag, men hans vante Held forlod ham. Da Bille ankom foran Tunis, løb netop en tunesisk Konvoi ud, men Bille bekæmpede sin Lyst til at bemægtige sig den, da han ikke havde talt med den danske Konsul paa Stedet og følgelig ikke vidste, paa hvilket Stadium dennes Underhandlinger med Beyen befandt sig. Konvoien fik saaledes desværre Lov at undslippe. Konsulen