68
BERING LIISBERG
II
Fra irske, engelske og flamske Havne har der ligesom fra Elben
og Weser været livlig Sejlads paa Ribe i det niende og tiende Aarhun-
drede. Særlig om Handelen paa Flandern vidner en Del Fund af Grev-
skabet Flanderns Mønter paa disse Kanter og af et Seglstempel, som
har tilhørt en af disse Grever fra Slutningen af det io. Aarhundrede.
Fra Ribe er Købmandsgodset ført videre, dels paa Aaerne, hvor
de var sejlbare, dels paa Vogn ind i Landet eller over til Østkystens
Fjorde og derfra videre over til Øerne.
I Østerleden havde, som foran berørt, Vikinger fra Sverige vundet
en lignende Stilling som de Danske i England og de Norske i Irland.
Ved Flodmundingerne paa Østersøens sydlige Kyst sad danske og sven-
ske Vikinger inde med Magten, drev Handel og krævede Told af alle
Varer, som førtes frem ad Flodvejen. Knud den Store havde udvidet
sin Magt mod Øst og lagt Samland, Landet mellem Frisches og Ku-
risches Haff samt Vitland, Strækningen ved Weichselflodens østlige
Munding, under sit Scepter. Men Vikinger fra Sverige satte sig fast
i Søborgen ved Dünaros, Dünaflodens Munding.
En svensk Runesten i Sødermanland vidner endnu om de svenske
Søfarendes Færd paa disse Kanter. »Sigrid lod rejse denne Sten til
Minde om sin Husbonde Svenn. Han sejlede ofte til Semgallen med
dyrebart Handelsskib rundt Domesnæs«. Domesnæs er endnu Beteg-
nelsen, den rent nordiske Betegnelse, for den nordlige Pynt, det nord-
lige Næs, af den Halvø, som adskiller den nu efter Byen Riga benæv-
nede Bugt fra Østersøen.
Ad Düna og Dnjepr havde der i ældgammel Tid været Handels-
forbindelse mellem Østersøen og Sortehavet—Middelhavet. Denne
gamle Handelsvej fik nu i Vikingetiden nyt Liv og ny Betydning.
Fra Dünaros eller Dünaminde gik Farten op ad denne i næsten hele
sit Løb sejlbare Flod, ad Beresina over til Dnjepr og ned ad denne