II
VIKINGETIDEN
69
til Sortehavet. I det nuværende Departement Kijev, ved Jekaterinoslav,
hvor Dnjepr gennembryder et Højdedrag af Granit, standsedes al Sej-
lads ved en Række »Poroger«, Strømhvirvler paa Klippegrunde med
stærkt Fald i Floden, som Vandet strøm-
mede ned over med en saa rasende Fart,
at al Sejlads var umulig.
Nordboerne anvendte da her deres
gamle og mange andre Steder anvendte
Paafund, at hale Skibene paa Land,
trække dem langs Floden forbi de ufar-
bare Steder og sætte dem i Vandet
neden for Faldene.
Disse Fald har faaet Navne af de
nordiske Søfarende, og disse Navne
vidner endnu den Dag i Dag ved deres
nordiske Form om, at det var Nordboer,
der førte Fartøjerne denne Vej. Lige-
som Marmorløven med den nordiske
Runeindskrift i Piræus — den staar nu
foran Marine-Arsenalet i Venedig —
vidner de endnu om Nordboernes Færd
paa Sydens Kyster.
Thi fra Sortehavet kom »Væringer-
ne« til Miklagaard, den store Gaard,
det nordiske Navn paa Byzanz, og der-
fra ud i Grækerhavet og Middelhavet.
»Væringerne« — Navnet paa den
østromerske Kejsers af Nordboer be-
staaende Sikkerhedsvagt — hed paa
russisk Varjagerne, egentlig den ved Ed forbundne Skare. Vi møder
Navnet tidligt i Nestors russiske Krønike.
Aar 6367 efter Verdens Skabelse, fortæller han, der er 859 e. Kr.,
kom Varjagerne over Havet og tog Skat af Tjuderne og Slaverne og
omboende Folk. Aar 862 jog disse Varjagerne tilbage over Havet, gav
dem ingen Skat og begyndte at regere sig selv. Men det formaaede de