70
BERING LIISBERG
II
35. Marmorløve med en nordisk Runeind-
skrift fra Piraeus, nu i Venedig.
ikke i Længden. De kunde ikke hævde Ret eller holde Orden. Slægt
rejste sig mod Slægt, og Splittelsen truede med at føre til Broder-
krig. Da sagde de: Lad os tage os en Hersker, som kan regere over
os og dømme med Retfærdighed. Og derpaa drog de over Havet til
Varjagerne, til Russerne, thi saaledes kaldte man disse Varjager, lige-
som andre kaldtes Svear, andre Normanner, andre Anglianer og andre
Goter, for at hente en Styrer.
Høvdingen Rørik og hans to Brø-
dre fulgte Opfordringen, og saaledes
kom, efter Nestors Fremstilling, der
bekræftes paa forskellig Maade, Nord-
boerne til Holmgaard eller Novgorod.
Fra Birka, den største Handels-
plads i Sverige, paa en 0 i Mälaren,
og fra Gotland gik Farten til Holm-
gaard gennem den finske Bugt, i hvis
inderste Vig Fartøjerne ankrede op
ved Ketlingr, det nuværende Kron-
stadt. Færden er over alt betegnet
ved nordiske Navne, saaledes Ket-
lingr, der betyder en Kattekilling.
Herfra sejlede man op ad Nevafloden,
der fra gammel Tid er berygtet for
sine Storme, og over den store Sø,
der fik Navn af den slaviske Nybygd
Ladoga ved Volchovflodens Udmunding eller Volchovminne.
Her maatte Lasten omlades i de smaa lette og fladbundede rus-
siske Baade, Lodjer, som af »Fossekarlene« mod en fastsat Takst i Maar-
hoveder roedes op ad Floden, der ligesom Dnjepr var rig paa Fald og
Strømhvirvler, med et nordisk Ord Fosse, som der skulde særlig Kend-
skab til at befare. Ved Gestafiælder — de fremmede Købmænds Mark,
paa russisk Gostinopole, Gæstebyen — maatte de lægge til og betale
Told. Derefter naaede de op til Trælleborg — paa russisk Cholopij
gorodak, egentlig den lille Slave- eller Trælleby, og endelig kom
de til Holmgardr, hvor Varerne blev losset op i Varjagernes Gaard.