Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage
År: 1919
Serie: Danmarks Søfart og Søhandel I
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sted: København
Sider: 782
UDK: 382
Af dette værk er trykt som luksusudgave 300 nummerede eksemplarer
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
74 BERING LIISBERG II
gennem alle Tider. Vi kender den endnu, ikke blot som Oldsagsfund
i Moserne, hvor den opgraves i Størrelser lige fra to til femten Meter,
— en Ege af denne anselige Længde og med en Bredde af et Par Meter
er for faa Aar tilbage opgravet af en Tørvemose i det østlige England
(S. 13). — Men de hører ikke blot Fortiden til. I afsides Egne af Landet
kan man endnu den Dag i Dag finde dem flydende paa Vandet i en Aa
eller en stille Indsø. I Mands Minde har man kunnet se en Ege paa
en tolv—fjorten Fods Længde i Brug paa Slien. Og ikke blot Egen
selv, men den Maade den blev bevæget frem paa, bragte En de ældste
Tider for Øje. Den blev nemlig snart staget og snart pagaj et frem,
drevet frem ved Hjælp af en Aare med et bredt Blad i hver Ende, paa
samme Maade som den blev det i Oldtiden, eller som Kanoen endnu
bliver det hos Naturfolk paa et primitivt Standpunkt.
Det har vel imidlertid ikke varet længe, inden det er gaaet op for
Stenalderens Folk, at den udhulede Træstamme kunde bruges som
Fartøj meget længere fra Kysten og gaa gennem langt højere Sø uden
at fylde, naar man forhøjede dens Sider. En saadan Forhøjelse lod sig
let udføre. Man behøvede blot at anbringe en Række tynde Stokke
lodret paa Overkanten af Træstammens Yderside og i Flugt med den,
skære Dyrehuder til i aflange Firkanter, sy dem sammen efter Læng-
den, pløkke dem med Trænagler i Underkanten fast til Stammens
Yderside et Par Tommer under Overkanten og sy dem fast til de lod-
ret staaende Stokke.
Et saadant Bælte af Huder Egen rundt vilde ikke blot yde Værn
mod Søerne, men vilde tillade adskillig større Krængning, end Far-
tøjet uden det vilde kunne taale.
Udviklingen maa nu tænkes at være gaaet saaledes for sig, at man
for at gøre Fartøjet saa let og saa sødygtigt som muligt, stadig har gjort
Stammen mindre og mindre og Skindbæltet bredere og bredere og
dermed Stokkene længere og længere, indtil Træstammen til sidst er
bleven indskrænket til den svære men flade Kølplanke, samtidig med
at Stokkene er vokset til Fartøjets Ribben eller Spanter og Skindene
eller Huderne til dets lette, men fuldstændig vandtætte Yderklædning.
Bunden af Fartøjet, de nærmeste tre—fire Fod paa hver Side af
Kølplanken, har man styrket ved et fast Fletværk af tynde, stærke og