Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

78 BERING LIISBERG II Frankrig mellem Seine, Marne og Loire, har kunnet stille til hans Raadighed. De havde tillige slaaet sig ned paa de Venetiske Øer, Belle-Isle, Isle d'Aurigny, Isle de Huat, Sein, Guernsey og Ouessant og var berømt som et særlig søkyndigt Folk, der drev stor Handel paa Britannien. De betragtede sig som Herrer paa Søen og krævede Afgift af alle, som sejlede forbi deres Kyster. Deres Skibe, skriver Caesar, er bygget paa følgende Maade. Kølen er noget fladere end paa vore Skibe, for at de lettere skal kunne løbe over Grundene og møde Tidevandet. Forstævnen er af Hensyn til høj Sø og svære Storme rejst næsten lige op og Agterstævnen paa samme Maade. Skibene er næsten helt bygget af Eg, for at kunne mod- staa Stød og Vold. Tofterne er lavet af Planker paa en Fods Bredde og fastgjort ved Hjælp af Jærnbolte paa en Tommes Tykkelse. An- kerne er bundet fast til Jærnkæder i Stedet for til Tov. Som Sejl brugte de Huder eller blødt garvet fint Læder, enten fordi de ikke havde Lærred eller ikke vidste, hvordan de skulde bruge det, eller — hvad der vel er det sandsynligste — fordi de ikke kunde tænke sig, at almindelige Sejl kunde holde i Havets Storme og de vældige Vindstød og ej heller, at saa svære Skibe bekvemt kunde manøvreres med Sejl. Efter denne Beskrivelse at dømme, skulde Veneternes Skibe kun have haft ringe Lighed med vore nordiske Forfædres, saaledes som vi finder dem omtalt af Tacitus i Slutningen af det første Hundredaar efter Kristi Fødsel. Begyndelsen af Tacitus' Beskrivelse er god nok. Bygningen af Nord- boernes Skibe afviger fra Romernes deri, »at hver af Stævnene vender saaledes frem, at den altid er rede til at lande«, d. v. s. at bægge Stævne er ens af Form, saa man kan løbe til Land lige saa godt med Agter- stævnen som med Forstævnen. »De bruge ikke Sejl,« siger han, og kommer derefter med det mærkelige Udtryk, »og de anbringe heller ikke Aarerne i Orden langs Siderne«. Dermed vil han vel sige, at Aarerne ikke under Roningen ligger i fast Leje, i Strop eller i Aaregang paa Essingen. Thi Forklaringen paa dette Udtryk om Aarerne giver han til sidst: »Roningen er ligesom paa Skibe i Flodsejlads løs og skifter eftersom Nødvendigheden byder«. Men paa dette Punkt er vi tilbøjelige til at tro, at den udmærkede