En Gammel Smedevise
Med Tilføjede Oplysninger

c. nyhop: 2. Det var kun al viisc, hvor nødig man kan de konstige Smede undvære. [Han kunjde* kun lidet, men ieg er en Mand, som eder det bedre skal lære, hvorledes det gaar, hvad Næse de fuar, naar Folket mon Smeden manqvere. 3. (i ros førsten af Phrygien vilde for (hild et kunstigt Pallads lade bygge2. Iland siger: Hør Tømmermand kunstig o?4 huld, kand du nu kun have den Lykke2 at bygge mig op med Spire og Top en Lystgaard alt efter mit Tykke. 4. Min naadige Herre,3 hand skalle' os hid cn Smed, som kand Vinkelen giöre. En Smed blev forskreven fra ErgiimiT’ did, som Hammer og Tenger kand röre. Hand giorde dem brav en Vinkel, [enj Saug og Øxer, som dertil kand høre. 5 Saa kom der en Snedker langt online li;i Hom men udaf Gebyrde en Svedser®, , hand stod som de andre og ingen Vej kom han havde ei Hövle og Sned ser’, dem giorde den Smed, saa kom hand afsted med Dørre, med Trapper og Spidser. (i. Saa førte den Tømmermand Bygningen op den Tid, hand fik Bedskab i Hænde. En Mu remand bented* dc norden fra Nob, som Stenene vel kunde vende, men agt kun og see, han feilte en Skec, før hand kunde mure med Hænde. 7. Glarmesteren skreve de efter fra Koln, som skulde Vinduer giöre, men hand stod som Stakkelen fordum i Moln, han kunde ey Blyet udføre; Blyvinden var væk 9 Den giorde hand kiæk, som Hammer og Tænger kan röre. 8. ('«rosførsten höyt elsket Parisernes Dragt, hand manglet ey Silke til Klæder, 1 Hvad lier stiiar i Klammer, er fuldstændig udvisket. Men Texten maa sikkert restitueres, sotn her sket. Den digtende Bødker fra første Vers kunde kun (hinrligt synge Smedenes Pris, nu vil denne Vises Avtor gøre det bedre. — 2 Iler staar »byge« og »Lyke«. — 3 Her staar »Hære«. — 4 Her staar »skaller«. — 3 Er et opdigtet Navn ligesom »Nob« i Vers 6. — ° Skal vel betyde en Schweitzer. — 7 Ordet Snitser (Schnitzer) kjendes i Betydningen Kniv (s. Kalkars Ordbog). — K Her staar »heiita*«. — 9 Blyvin- derne ere <lelM.vspro.sser, hvori det tilskaarne Glas i nd passedes i Fortidens saakaldte Blyvinduer (s. Tidsskr. f. Kunstind., 1892, 3. 57—58).