Læren om Naturens Almindelige Love

260 af Forssg, som vanfleligere fore til et ganfle noiagtigt Resultat, navnligt fordi man maa svrge for, at der siet Intet af Larmen gaaer tabt for Forsøget, saa det fun er ved en stor Mængde Forsigtighedsregler man kan opnaae et paalideligt Udfald. Ved iaabwnne Forsøg har man fUndet at Legemernes Varmefylde staaer i et meget inderligt Forhold til deres chemifle Egenskaber, saa at Varmefylden er desto mindre jo storre Legemets chemiske Værdietal er, eller med andre Ord, at saadanne Vægte af de forskjellige Legemer, som svare til ligemange chemifle Grunddele, indeholde lige megen Barme ved samme Varmegrad. Magnetismen. 249. Disse Iernertser have den Egenskab at tiltrække Jern, som bringes i deres Nærhed; de kaldes da Magneter og den Kraft, som findes hos dem, er det man kalder Mag- netisme. Det er i Særdeleshed Magnetjernstenen, en For- bindelse af Zerntveilte og Iernforilte, hos hvilken man finder denne Egenstab stærkt Udviklet, men kun ved enkelte Stykker, ingenlunde i de store Masser af denne Jernmalm, som fore- komme paa forskjellige Steder af Jorden. Stryger man hærdede Staalstænger med en Magnet, opnaae de den samme Egenflab uben at Magneten taber Noget af sin Kraft. De magnetiserede Staalstænger, som man kalder knnstige Mag- neter, ere i de fleste Tilfælde beqvemmere end de naturlige Magneter, da man kan give dem hvilken Form, man vil, og det er navnligt ved dem vl nærmere ville undersvge Lovene for Magnetismen. 250. Magnetens Tiltrækning virker paa Jern og Staal, i en ringere Grad paa Nikkel og endnu langt svagere paa Kobolt, Chrom og Mangan. Man harvet ogsaa paaviist Dirkninger paa alle Legemer, men saa svagt at det fun er ved de allerstærkeste Magneter, de lade sig paavise. Vi ville her væsentligt holde os til Lukningen paa Jern og Staal. tiltrækningen yttrer sig allerede i en kjendelig Afstand