Læren om Naturens Almindelige Love

261 og forringes ikke naar man imellem Magneten og Jernet indskyder Plader af Træ, Glas, Messing eller noget andet Stof, som ikke tiltrækkes af Magneten. Lader man Jernet komme i Bervring med Magneten, vil det, naar det ikke er for stort, bæres af den uben nogensinde at falde af. Ingen Magnet vil dog paa alle Steder af sin Overflade virke lige stærkt; men prover man at bringe et lille Som i Berøring med forstjellige Steder af den, vil man snart finde at den langs ad en Linie, som gaaer randt omkring den, aldeles ingen Tiltrækning udover; men jo længere man gaaer bort fra denne Linie, desto storre er Virkningen. Den virkningslese Linie kalder man LigevægtsrUmmet og de Steder af Magnetens Overflade, hvor Tiltrækningen er stærkest, kaldes Magnetens Poler. De fleste Magneter have kun to Poler; men der findes ogsaa saadanne som have tre eller flere. Paa en regelmæssigt magnetiseret lige Staalstang er Ligevægts- rUmmet L i Midten og Polerne P, P' hver ved sin Ende. Den hele Fordeling af Magnetkraften sees let, naar man dypper Mag- neten i Jernfiilspaaner og tager den op igjen. Spaanerne ville da hænge tykkest paa ved Polerne, medens Ligevægts- rummet bliver ganske bart. Hvorvel man kan skaffe sig Magneter med saamange Poler, som man vil, er det Umuligt at faae en Magnet som kun har en Pol. Brækker man nemlig een Magnet som oven- staaende over ved L, faner hvert af de to Brudstykker een Pol ved hver Ende og et Ligevægtsmm i Midten, og hvor ofte man end fortsætter Sonderbrydningen bliver Brudstykkernes Magnetkraft dog altid fordeelt paa samme Maade. 251. Magnetens to Poler have forstjellige Egenskaber. Dette viser sig allerede naar man hænger en Magnet ns op, faaledes at dens Midte bæres af et Ztykke sammenboiet Pa-