Læren om Naturens Almindelige Love

306 284. Nærmer man til hinanden to gjennemstrsmmede Ledere, af hvilke den ene er bevægelig, vil denne tiltrækkes af den anden naar Strømmene gaae parallele i samme Ret- ning, frastødes, naar de gaae parallele i modsatte i Retnin- ger. Ere de ikke parallele vil Virkningen imellem dem blive desto mindre jo nærmere deres Retninger ere ved at ftaae lodrette paa hinanden. Finder dette Sted, ville de vel ikke frastode eller tiltrække hinanden, men den ene vil stræbe at dreie sig, saa den bliver parallel og eensrettet med den anden. Det er Franflmanden Ampere, som opdagede disse For- hold og viste, at man kunde forklare Magneternes ind- byrdes Frastødninger og Tiltrækninger ved at tænke sig de enkelte Smaadele omgivne af elektriske Kredslob, der alle ere lodrette paa Magneten. Men man har ondt ved at tænke sig saadanne afsondrede Kredslob i det Indre as et Legeme, som selv er en god Leder, og vi have seet, at den elektrifle Strom ikke faaes for Intet, men er ledsaget af et vist For- brvg. Bed hvilke Virksomheder Kredsløbene i en Magnet kunde vedligeholdes er man ikke istand til at indsee. 284. Vikler man en overspunden Kobbertraad i en Skmelmie omkring et Glasror, inden i dette lægger en Staal- naal og da sætter Enderne af Spiralen i Forbindelse med et galvamfl Apparat, vil Naalen, omend Forbindelsen kun har været oieblikkelig, være magnetiseret. Træder Strømmen ind ved a, nb ved b, vil Nordenden ligge hen- unod n, Sydenden imod s og omvendt. I den her afbildede Spiral, hvis Vindinger ligge som Gængerne paa en forkeert Skrue, vil altsaa Nordenden fremkomme ved den Ende, hvor Strømmen træder ind. Havde Bindingerne været lagte som Gængerne paa en ret Skrue, vilde Nordenden fremkommet, hvor Strømmen træder Ud, ganske som den ofte omtalte Figm vilde angive det. Vil man paa denne Maaae frembringe meget stærke Magneter,