Læren om Naturens Almindelige Love

28 Jorden foran den hvilende Fod; man falder da fremad, men standser det begyndte Fald ved at flytte den bageste Fod frem, o. s. v. Gangen er da en bestandig afbrudt Falden. Cor- pulente Mennesker gaae i Reglen Usikkert og med korte Skridt, fordi de et tiltroe sig tilstrækkelig Muflelkraft til at standse det ved længere Skridt frembragte stærkere Fald. Gaaer man opad Bakke helder man sig forover for at begunstige Faldet fremad, gaaer man nedad Bakke helder man sig tilbage for at hindre et altfor voldsomt Fald. Det sees heraf, i hvor hvi Grad Vanen eller Instinktet lærer os at benytte Tyngde- pUnktets Egenskaber i det daglige Liv, om vi end ere aldeles uvidendende om Lovene derfor. I det felgende ville vi faae Lejlighed til nærmere at omtale Menneskets Gang. Man kUnde maaskee vente, at tobenede Dyr, der som Wnder og Gjæs have Fødderne staaende langt fra hinanden, maatte, da de have en ftor Underftotningsflade, gaae meget sikkert, hvilket dog som bekjendt ikke er Tilfældet; men Grun- den er den, at naar de Lofte den ene Fod fra Jorden, maa de for at kunne hvile et Oieblik paa den anden fore hele Kroppen hen over den, og saaledes kommer der noget vaklende og rokkende ind i Gangen. 42. Paa Lovene for Vægtstangens Ligevægt og Tyngde- Mnktet grunde sig de forfkjellige Veiningsredflaber, af hvilke Vægtflaalen er den vigtigste, da den, naar den er vel indrettet, kan give et langt noiagtigere ResUltat end noget andet. Vægtskaalen, eller som den ogsaa 'kaldes. Vægten, er en i Reglen ligearmet tommiet Vægtstang, paa hvis Ender er ophængt Skaaler; den vil altsaa være i Ligevægt, naar de Legemer, som anbringes paa Skaalerne, have samme Vægt. Hvorvidt Ligevægt sinder Sted sees af en paa Vægtstangen anbragt Diser, den saakaldte Tunge, der peger paa et be- stemt Mærke, naar Vægtftangen staaer vandret. Desuden fordres af en god Vægtskaal, at den, naar den ene Skaal bærer en noget storre Byrde end den anden, kommer i Lige- vægt i en skraa Stilling, der afviger desto mere fra den vand-