Læren om Naturens Almindelige Love

29 rette, jo stsrre Overvægten er. Den Vinkel, Vægtstangen da danner med den vandrette Linie, kalder man Udslaget. 43. Ved Indretningen af Vægten kommer det i Sær- deleshed an paa at give Tyngdepunktet og Skaalernes Op- hængningspUnkter en rigtig Beliggenhed i Forhold til Hvile- punktet. Lad Figuren forestille Vægtstangen til en Vægtflaal, hvor C er Hvilepunktet, T Vægtstangens Tyngdepunkt, A og A' Skaalernes Ophængningspunkter og V Tungen, der her som det ofte er Tilfældet vender nedad. Tænker man sig, at Skaalerne vare belæssede med ligestore Vægte vilde Vægten være i Ligevægt, naar Armene MA og MA' vare Ugelange og Tyngdepunktet T og Hvilepunktet C laae i samme lodrette Linie; men, for at Vægtstangen flat give et bestemt Udflag, naar en Overvægt lægges til paa den ene Skaal, maa den være i stadig Ligevægt, altsaa svge tilbage til den vandrette Stil- ling, naar den er bragt ud deraf. TyngdepUnktet maa altsaa nodvendigviis ligge Under Hvilepunktet. Da Skaalerne og de derpaa anbragte Vægte virke lodret fra Punkterne A, A', kunde man tænke sig dem anbragte i disse to Punkter og de vilde da have samme Indflydelse paa Vægtstangen som om de begge vare ophængte i deres fælleds Tyngdepunkt, der, naar de ere ligestore, falder i Midpunktet M af Linien AA', som kaldes Ophængningslinien. Gik nu denne ovenover Hvilepunktet, vilde Vægten vel være anvendelig til smaa Byrder; men var Byrden stor, vilde ben Vægt, man kan tænke sig virkende i M faae Overvægt over Vægtstangens Vægt og bringe denne