Lærebog i Physik
Udarbejdet til Brug ved Forberedelse til Maskinistexamens første Afdeling

80 af Kul, frembringes ved Livsvirksomheden af overordentlig smaa Svampe. 67. Førend selve Forbrændingen beskrives, skulle de for en Forbrænding [combustion] vigtigste Stoller omtales. Brændmaterialers [fuel] vigtigste Bestanddele ere Kul- stof (ca. 84 °/o i Stenkul) og Brint (ca. 5 °/o i Stenkul). Under Forbrændingen danne Brændslets Kulstof og Luf- tens Ilt Kulsyre ved fuldstændig Forbrænding og Kulilte (Røgs giftige Bestanddel) ved ufuldstændig Forbrænding. Kulilte kan brænde og i Forbindelse med mere Lit give Kul- syre; Kulsyre kan, naar den strømmer hen over glødende Kul, nære deres Forbrænding ved at afgive det halve af sin Ilt; der dannes da Kulilte. Ved almindelige Forbræn- dinger af Kulstof faas Kulsyre med en Indblanding af Kulilte. Under Forbrændingen forbinder Brændslets Brint sig med Luftens Ilt til Vanddamp. I Stenkul forekommer Brinten kun i Forbindelse med Kulstof — dannende «Kulbrinter» [carburetted hydrogen] — som et begagtigt Stof, Bitumen [bitumen], der med- deler Kullene deres Sammenhængskraft. Eftersom der er lidt eller meget deraf kaldes Kullene magre eller fede; under Forbrændingen springe de magre itu, og de fede «base» sammen. Man foretrækker derfor middelfede Kul f. Ex. Newcastle Kul, men kunne de ikke faas, blandes magre og fede Kul sammen. Ophedes Stenkul forvandles de til Kokes [coke] under Udvikling af luftformige Kulbrinter. Kulbrinterne, der ere dannede af Bitumenen, ere meget brændbare, og ved Opvarmning udskille nogle af dem Kulstøv. Brænde Kulbrinterne fuldstændig, give de Kulsyre og Vanddamp: men sædvanlig bliver der noget af dem tilbage, og Røgen faar da sin bekjendte Lugt af Kulbrinterne og sit sorte Udseende af Kulstøvet. Ved Askebestanddelene i et Brændsel forstaas dets uforbrændelige Dele, som bestaa af Ler, Kalk, Jernforbin-