Indberetning til Grosserer-Societetets Komite angaaende Forholdene i Østasien
Fra Konsul., Direktør H. N. Andersen

Forfatter: H.N. Andersen

År: 1900

Forlag: Det Danske Handelsforlag

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 67

UDK: 382 And

DOI: 10.48563/dtu-0000069

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 80 Forrige Næste
15 varer, som indføres fra Europa og de andre industrielle Lande, tilbage til de Distrikter, hvorfra de modtager deres Produkter, og afsætter Varerne der. Med Undtagelse af enkelte mindre Detailudsalg maa Europæeren saa- ledes siges at være interesseret i Handelen væsentlig som Storkøbmand eller Grossist og hovedsagelig at betjene sig af Kineserne som Mellemmænd. Ved Siden af Kineserne kommer naturligvis ogsaa andre Folkestammer i Betragt- ning, omend i ringere Grad, saaledes Ind i e r ne, der særlig befatter sig med Importen f. Eks. af trykkede Klædevarer, Bomuldsvarer, Husgeraad og de forskellige Artikler, der sammenfattes under Begrebet »fancy articles«. De have paa forskellige Pladser i Straits Settlements smaa Udsalg og gør en temmelig betydelig Forretning. I Almindelighed ere saadanne Indieres Soliditet imidlertid af en temmelig tvivlsom Beskaffenhed, og der gives egentlig kun faa iblandt dem, med hvilke Europæeren kan arbejde med Tillid. Den Kredit, der af Europæerne indrømmes Kineserne, er forholdsvis langt større, men naturligvis løber Europæerne her som overhovedet i hele Forretningsforholdet med »natives« (hvorved betegnes alle ikke europæiske eller amerikanske Folk) en meget stor Risiko. Salget af industrielle Frem- bringelser fra Europa sker paa Basis af en Kredit paa 3 å 6 Maaneder, under- tiden endnu længere; dette er en af de væsentlige Grunde, hvorfor Fabrikan- terne i Europa ikke kunne arbejde direkte sammen med Kineserkøbmændene, idet de aldrig ved, hvorledes disses finansielle Forhold i Virkeligheden ere. I Singapore og Penang findes intet, der ligner vor Firma-Registration, og som Følge heraf er det meget vanskeligt at faa bestemt Kendskab til de enkelte Firmaers Betalingsdygtighed; desuden kan disse »native-firms« hyppig undergaa væsentlige Forandringer, hvorved den hidtil indrømmede Kredit bliver en ganske anden. Alle Varer, som Europæerne køber af Native-Firmaer, maa derimod betales kontant, hvoraf det altsaa fremgaar, at den indfødte Købmand i større eller mindre Grad kun arbejder med de europæiske Firmaers Penge. Der gives selvfølgelig Undtagelser herfra, f. Eks. ved Artiklen »Gutta«, hvis Køb og Salg kræver meget betydelige Summer. De Kineserkøbmænd, der handler i nævnte Artikel, ere formuende Folk, men selv overfor saadanne maa der stedse anvendes stor Forsigtighed. Ved Modtagelsen af de købte Produkter maa de europæiske Firmaer ved Hjælp af deres Funktionærer stedse udøve den skarpeste Kontrol; det hænder nemlig ikke sjældent, at Sække med Peber kan indeholde en Fjerdedel Snavs, endvidere, at Horn fyldes med Ler i Spidserne for at forøge Vægten, at Gutta indeholder store tunge Sten — og andre lignende Bedragerier.