En Reform af vor Ernæring
Lev sundt! Lev kraftigt! Lev billigt!

skille sig ud fra Mængden. Man bliver anset for en „sær Snegl“, „Vigtigpeter“, „skinhellig“ o. s. v. o. s. v. Man afskærer sig fra Selskabslivet, som det for Tiden former sig. Ganen gaar Glip af de mange Lækkerier. Ørene gaar Glip af mangen mer eller min- dre morsom eller mer eller mindre højstemt Tale for „den be- rømte Mand i vor Midte“ (eventuelt ens egen Ringhed), samt af forskellige pikante Historier ved Kaffen i Rygeværelset. Kort sagt, man udelukker sig fra den selskabelige „Sammen- spisning“, Sammenrystning, som i visse Henseender kan have sine Fordele. Paa Vindingssiden findes: 1) Den naturlige Følelse af Sundhed, Velvære og Livs- glæde, hvis Værdi er ganske uskattelig, og som ikke overgaas af Levemandens Livsglæde ved det mest udsøgte Bord, selv om Stemningen er noksaa høj.*) 2) Den fortrinlige Appetit, der bevirker, at et Stykke Rug- brød med Smør og en tynd Skive tarvelig Mejeriost smager mig langt bedre end den fineste Delikatesse smager Leveman- den. For mig er der efter mange Aars Erfaringer ikke Spor af Tvivl om, at „Bordets Glæder“ i høj Grad forhøjes ved at spise lidt og spise tarveligt. Jeg behøver kun at kaste et Blik paa Levemandens Ansigt, naar han ikke ved, hvilket Lækkeri han gider spise, for med et Slag at være klar over den Sag. Det er forbavsende og for mange utroligt, at man ikke bliver ked af tarvelig Kost, men derimod .meget snart af Luksuskost. (Smig. Erfaringerne fra Sanatorierne.) 3) Følelsen af Virketrang og Arbejdslyst og den dermed sammenhængende Følelse af at arbejde med Lethed. Med Hen- syn til legemligt Arbejde, har jeg ikke tilstrækkelig Erfa- ring, men maa henvise til det foregaaende. Med Hensyn til aandeligt Arbejde, er der for mig ikke Gnist af Tvivl om, ♦) Jeg kan godt, naar jeg kommer ud eller ved særlige Lejligheder i Hjemmet, lade mig friste af et forholdsvis velbesat Bord (der skal saa lidt til for at jeg kalder et Bord velbesat). Jeg kan glemme ved en slig Lejlighed at stoppe op, netop naar Maden smager bedst, saa jeg tortsæt- ter til jeg er, hvad man i Almindelighed kalder mæt, men som jeg kalder forspist. Det er jo ikke nogen stor Ulykke for en enkelt Gang, men jeg vinder intet derved. Min Livsnydelse er absolut nedsat den Eftermiddag, og næste Morgen vaagner jeg ikke med det Velvære, som jeg plejer. (Hvis man vil snakke om Tømmermænd, saa bedes man erindre, at Spiritus lader jeg mig aldrig friste af.) Jeg er dog ikke sikker paa, om andre, der ikke har vænnet sig til min tarvelige Leve- maade, vil mærke den samme Forskel. Selv naar jeg indskyder en Kop Kaffe med Kager etc. mellem mine 3 Maaltider, saa giver det mig et lille Minus af Velvære.