Mindre Lærebog i uorganisk Chemi

164 let ved Smeltning af Algarotpulver (se nedenfor) med Na- triumkarbonat og Kul. Egenskaber. Antimon er næsten sølvhvidt, metal- giindsende, bladet krystallinsk og sprødt. Krystalformen er et Rhomboeder, som nærmer sig Tærningen, ligesom hos Arsenik. Vægtfylden er 6,7, Smeltepunktet 430 °. Det er noget flygtigt i stærk Rødglødhede og lader sig destil- lere i en Brintstrøm ved Hvidglødhede. Om Damptætheden s. S. 134. Ved Ophedning i Luft eller Ilt forbrænder det med blaalig Flamme og stærk hvid Røg af Antimonilte. Af Salpetersyre iltes det uden at opløses; efter Syrens Styrke og Indvirkningens Varighed dannes Antimonilte eller Antimonsyre (se nedenfor). Af Saltsyre angribes det ikke. Kongevand omdanner det efter Omstændighederne til saltsure Opløsninger af Antimonilte eller Antimonsyre. Med mange Metaller forener det sig ved Sammensmeltning til Antimonmetaller. Flere af dets Legeringer ere vigtige f. Ex. Typemetal (1 D. Antimon, 6 D. Bly), Bntanniametal (1 D. Antimon, 9 Tin), Antifriktionsmetal til Taplejer paa Loko- motiver (f. Ex. 2 D. Antimon, 17 Tin, 1 Kobber), „Haardt Bly“ (Antimonbly med indtil 20 Proc. Antimon), idet Antimonet som Regel forøger Legeringens Haardhed be- tydeligt. Antimon omtales først af Basilius Valentinus, en Pseudonym, sandsynligvis fra det 16. A århundrede. Antimonbrinte, SbH3, faaes, blandet med Brint, paa samme Maade som og forholde]- sig i det hele analogt med en Blanding af Brint og Arsenbrinte. Den brænder med blaalig Flamme til Vand og Antimonilte, og Flammen giver ved Afkøling Antimonpletter, der dog adskille sig fra Arsenikpletterne ved at være blaaligsorte og ved ikke at op- løses af Chlornation; derimod opløses Antimonplottcrne i Vinsyre ved Adgang af Luft. Ledes en tør Blanding af Anti- monbrinte og Brint gjennem et Glasrør, som holdes glø- dende paa et enkelt Punkt, sønderdeles Antimonbrinten, og metallisk Antimon afsætter sig som en sort Plet paa selve det glødede Sted (sml. S. 159). Den rene Antimon-