Bing & Grøndahl Porcellænsfabrik 1853-1903

70 ken stod i Fare for at blive Epigon afen Kunst, der var skabt andet Sleds; det gjaldt derfor om at sætte sig nye Maal,anvende andre Midler. Men hvor fandtes den Kunst- ner, der besad Originalitet og Friskhed nok til en saadan Udsæd? Ved et Bestyrelsesmøde i Oktober 1897 foreslog den administrerende Direktør at knytte J. F. Willumsen li! Fabrikken som dens kunstneriske Leder. Dette Forslag gjorde — med et mildt Udtryk — en betagende Virkning paa Forsamlingen: Willumsen — hvis Billeder havde været Skive for et æret Publikums Lalier i alle de mange Aar, Willumsen — hvis Kunst i saa høj Grad havde for- arget København med Bilande, Willumsen — med sin barokke Pottemagersymbolik, i Spidsen for en seriøs Virksomhed med Navn og Anseelse! Det var først, da Krohn havde støttet Forslaget, at de andre Herrer gik ind paa at vove Forsøget. »Det er et Stykke af en Begivenhed« — skrev Prof. G. Nyrop i samme Anledning— »at Maleren J.F.Willum- sen er bleven knyttet til Bing & Grøndahls Porcellænsfa- brik som dens kunstneriske Leder«. Det blev en Begiven- hed. Willumsen blev stillet ligeoverfor den Opgave idet man frit overlod ham Valget af Midler og Veje — at skabe for Fabrikken en Stil, der ubetinget kunde siges at være dens egen. For et Kunstnertemperament som Wil- lumsens, med dets stærke Uafhængighedstrang, kunde dette kun være tiltalende. Han begyndte med Farverne. Den Palet af ildfaste Far- ver, tjenlig til Underglasurmaling, (ler stod til hans Raa- dighed, var ikke stor. Her som overalt: det trofaste ko- baltblaa, lidi grønt ø£ til Nød en sari Rosa. Saa lukkede han sig maanedsvis inde i sit paa Fabrikken indrettede Laboratorium, blandede og prøvede og forsøgte, indtil han endelig fandt, hvad han ønskede, en dyb metalagtig Farve, som i Brændingen kunde varieres fra Jernets