Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet

102 Forskellige Anvendelser af Bohrs Teori. tive Elementarkvanter; men da der er 28 Elektroner tilbage i det indre System, repræsenterer dette udadtil kun 1 positivt Elementar- kvantum ligesom en Brintkerne. Den fjerne Elektron kan ikke mærke nogen Forskel, og de Spektrallinier, den udsender, ved Spring mel- lem Baner ude i det fjerne, vil praktisk talt være Brintlinier. Men da der ved Spring mellem disse fjerne Baner kun afgives meget smaa Energikvanter, bliver Svingningstallene meget smaa, Bølge- længderne meget store, d.v.s. de paagældende Linier ligger langt ude i det ultrarøde. Naar Elektronen er kommet saa nær ind mod Kernen, at Afstan- dene i det indre System ikke kan anses for ringe i Forhold til den ydre Elektrons Afstand fra Kernen, stiller Sagen sig anderledes. Den Kraft, der virker paa den fra Kernen og de indre Elektroner tilsam- men, vil da afvige kendeligt fra en med Afstandens Kvadrat om- vendt proportional Tiltrækning fra en punktformet Ladning. Føl- gen heraf bliver, at Storaksen i Elektronens Ellipse roterer lang- somt som beskrevet S. 95, og selv om Aarsagen er en anden, bliver Resultatet dog et lignende, nemlig at vi foruden et Hovedkvantetal n faar et Bikvantetal k og en dertil svarende Liniefordeling ved Over- gange. Kommer Elektronen endnu nærmere, bliver dens Bevægelse endnu mere sammensat; naar Elektronen under sit Omløb er Kernen nærmest, vil den kunne naa helt ind imellem de indre Elektroner, og vi kan da faa saadanne Bevægelser som i Fig 27 er fremstillet for en af Natriums 11 Elektroner. Den indre punkterede Cirkel an- tyder Grænsen for det indre System, der dannes af Kernen og de 10 Elektroner, som hviler trygt i „Søvntilstanden“ — dog lidt forstyr- rede af den urolige Nr. 11. Paa Figuren vil man kunne se større eller mindre Partier af Nr. 11’s forskellige, stationære Baner med Hovedkvantetal 3 og 4. Vi skal ikke gøre nærmere Rede for de for- skellige Baner og de ved Overgange mellem dem frembragte Spektral- linier; det skal blot nævnes, at den fremtrædende gule Natriumlinie, der svarer til den Fraunhoferske D-Linie (S. 41) fremkommer ved Overgangen 3—3,, altsaa mellem to Baner med samme Hovedkvan- tetal. Man vil af Tegningen i nogen Grad faa et Indtryk af, hvor fyldigt man allerede kan gøre Rede for mange Enkeltheder ved Atom- processerne. Teorien kan endogsaa give en naturlig Forklaring af, at D-Linien er en Dobbeltlinie. Vi har her holdt os til det Tilfælde, at kun en enkelt Elektron var revet ud fra Normaltilstanden. Det kunde imidlertid ogsaa ske, at to Elektroner blev revet bort fra Atomet, saa at dette blev til en positiv Ion med to Ladninger. Naar saa en indfanget Elektron fra det fjerne nærmede sig til denne dobbelt ladede Ion, vilde den langt borte ikke kunne mærke andet, end at det var en Heliumkerne, der jo har to positive Ladninger. Forholdet vilde med andre Ord være