Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet

Buespektre. 101 hvor K har omtrent samme Værdi som ved Brinten, og a kan gennemløbe en Række Værdier ”1, a2....Ck. Idet vi saaledes faar de forskellige Linier bestemt ved i hvert Led at tillægge to hele Tal n og k hver sin bestemte Værdi, har vi i denne Henseende noget fælles med Forholdene ved Brintspektrets Finstruktur, hvor Linierne bestemmes ved Hovedkvantetal og Bikvantetal. De Spektre, her er Tale om, og for hvilke Leddene har den ovenfor angivne Form, betegnes ofte som „Buespektre“, fordi de særlig dannes ved Lys fra den elektriske Lysbue eller fra Udladningsrør. Til den Lighed, der saaledes i Spektralliniernes Fordelingslov er til Stede mellem Brint og andre Stoffer, maa man vente, at der svarer en Lighed i Atom- processerne. Brintatomet udsendte jo Straaling svarende til de forskellige Spek- trallinier, idet Elektronen fra en ydre stationær Bane i større eller mindre „Spring“ gik over til Baner med lavere Numre og tilsidst liavnede i den inderste Bane i en Hviletilstand, hvor Atomets Energi var saa lille som muligt. I Lighed hermed maa man antage, at Elek- troner i andre Atomer under Straalingsprocesser begiver sig ind mod Kernen, indtil de er samlet saa tæt som muligt om Kernen, svarende til Atomets Normaltilstand, hvor dets Energiindhold er saa ringe som muligt. Det Omraade, som i Normaltilstanden om- fatter hele Elektronsystemet, maa antages at være af samme Stør- relsesorden som de Atom- og Molekylstørrelser, som udledes af Luft- arternes Bevægelsesteori. Man kunde ogsaa betegne Normaltilstan- den som en Søvntilstand, idet Atomet ikke kan udsende nogen Straa- ling, før det er lilevet „vækket“ ved Tilførsel af Energi udefra. Denne Vækningsproces bestaar deri, at en Elektron (eller flere) paa en eller anden Maade rives ud af sin Hviletilstand og føres ud til en stationær Bane længere borte fra Kernen eller fjernes helt fra Ato- met. Det er nu ikke alle Elektroner, som er lige lette at rive ud af Søvnen. I et Atom med et Elektronsystem bestaaende af mange Elek- troner maa man tænke sig, at i Normaltilstanden er nogles Baner nærmere, andres fjernere fra Kernen. De foran omtalte „Buespektre“ fremkommer nu netop derved, at en af de alleryderste „losest bundne“ Elektroner slaas ud i en Bane endnu længere fra Kernen og derfra atter søger indad. Er Elektronen blevet slaaet helt bort, vil Resten af Atomet, som ved Tabet af den negative Elektron er blevet en positiv elektrisk Ion, let indfange en anden Elektron, som under Straaleudsendelse kan nærme sig til Kernen igen. Lad os nu først antage, at den straalende Elektron bevæger sig i saa lang Afstand fra Kernen og de øvrige Elektroner, at hele dette indre System kan betragtes som et Punkt, saa er Forholdet ganske, som om vi havde med et Brintatom at gøre. Er Atomnummeret saa højt som f. Eks. 29 (Kobber), saa vil Kerneladningen være 29 posi-