Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet

96 Bohrs Teori for Brintspektret. Fig. 24; denne svarer dog til en mange Gange liurtigere Drejning af Storaksen end den, der finder Sted ved Brintatomet. Dersom Elektronen bevægede sig i en fast Keplerellipse, vilde Ato- mets Energiindhold som nævnt alene være bestemt ved Ellipsens Storakse. Er denne for de stationære Tilstande med Nummer eller Kvantetal 1, 2, 3 .... henholdsvis 2a1, 2a2, 2a3 ...., vilde Svingnings- tallet ved Overgang f. Eks. fra Nr. 3 til Nr. 2 følgelig — da det jo er bestemt ved Energitabet — blive det samme, hvad enten Banerne var Cirkler eller langstrakte Ellipser. Bevæger Elektronen sig der- imod i en Ellipse, der selv roterer, vil Energiindholdet som en mate- matisk Beregning lærer derimod afhænge ikke alene af Ellipsens Storakse, men ogsaa af dens Ekscentricitet eller med andre Ord og- saa af dens Lilleakse (d.v.s. mindste Diameter). Vi vilde derfor ved Overgangen 3—2 faa forskelligt Energitab og følgelig forskelligt Svingningstal, eftersom Ellipsen var mere eller mindre langstrakt. Uvis det nu var saaledes, at Ellipsernes Ekscentricitet for et vist Kvantetal kunde variere jævnt fra det ene Atom til det andet, vilde man ogsaa ved Overgang mellem to Numre faa Svingningstal, der varierede jævnt, d.v.s. en Brintmasse med dens store Mængder af Atomer vilde give udviskede Spektrallinier. Dette er imidlertid ikke Tilfældet; men allerede længe før Frem- komsten af Bohrs Teori havde man opdaget, at Brintlinierne, som vi hidtil har betragtet som enkelte, besidder hvad man kalder „Fin- struktur“. Ved særlig stærkt opløsende Spektralapparater kunde de adskilles i to meget tæt liggende Linier. Denne Finstruktur lod sig nu forklare derved, at for en stationær Tilstand med Kvantetal f. Eks. 3 og Banens Storakse lig 2a3, havde Banens Ekscentricitet hverken en enkelt bestemt Værdi eller alle mulige Værdier, men derimod flere forskellige af ganske bestemte Størrelser, hvortil da vilde svare lidt forskellige Værdier af Atomets Energiindhold. Man kunde da betegne den Række af stationære Baner, der havde Storaksen 2a3 med „Hovedkvantetallet“ 3, ved vedføjede mindre Tal, som angav Numrene eller „Bikvantetallene" for stationære Baner, svarende til de forskellige Ekscentriciteter, altsaa 31, 32, 33. I Stedet for en enkelt Linie svarende til Overgangen 3—2 vilde man da faa flere Linier svarende til Overgange mellem f. Eks. 3,—21, 32—22 o.s. v. Gennem teoretiske Betragtninger, til hvis Forstaaelse der kræves betydelige matematiske Forudsætninger, men som var af væsentlig samme for- melle Natur som dem, Bohr oprindelig havde anvendt til Bestem- melse af de stationære Baner (S. 84), førtes Sommerfeldt til „Hel- talsregler“, hvorved man kunde bestemme stationære Baner sva- rende til et saadant dobbelt Sæt af Kvantetal, og de Resultater han kom til, viste sig at stemme med lagtagelserne. Sommerfelds Metoder liar vist sig meget frugtbare ogsaa anvendt