Læderets Fysiske og Kemiske Bygning og Garverprocessens Indvirkning på Samme

174 Vil mail opbevare ulæsket Kalk, maa man opbevare det i et hermetisk tillukket, tørt Rum. Man skjelner mellem den fede og den magre Kalk. Den fede Kalk er den reneste, og danner, blandet med Vand, en Lud, der er fedtet at føle paa. Den magre Kalk indehol- der ofte 15—30% fremmede Stoffer, hyppigst Magnesia, jernoxyd og Ler. Bliver Kalk, der indeholder megen kiselsur Lerjord, altfor stærkt brændt, saa sintrer den sammen, det vil sige den smelter. Under Smeltningen forbinder en Del af Kiselsyren sig med Kalken ; denne lader sig ikke mere læske og betegnes som «dødbrændt Kalk». Dette Tilfælde maa ikke indtræffe, naar Kalken skal benyttes i Garveriet. Kalk, der har lidt ved Brændingen, besidder ligesaalidt som Kalk, der er smuldret hen i Luften, den fornødne Kraft til at kunne indvirke formaalstjenligt paa den raa Huds Æggehvide Frisk brændt, ren Kalk, der er opløst paa den rette Maade og derpaa fortyndet med koldt, rent Vand, er den mest tjenlige for Garveren. Med denne rene Kalk vil Kalkningen altid blive god, og han har desuden Midler i Hænde til enten at forstærke eller formindske Kalkens ætsende o: oplø- sende Virkning. I første Tilfælde tilsætter han smaa Bortioner af de Ammoniak-, Kali- og N at ro.n for bi nd eiser, som vi saa ofte have omtalt, og som for sig alene ere i Stand til at løsne Haarene i deres Sæde. I det sidste Til- fælde mildner smaa Portioner kulsur Magne- sia eller Ler, som sættes til den frisk opløste Kalk, dennes Virkning, og forhindre, at Huden bliver «prall». At anvende opvarmet Kalk- mælk i dette Øjemed er vel formaalstjenligt, men det gjælder her, som saa ofte: «Ingen