Studier over Metallernes Elektrontheori
Afhandling for den filosofiske Doktorgrad

59 stemt Retning ikke vil forandres ved Sammenstødene *). Hele Virkningen paa Elektricitetsledningsevnen vil kun hidrøre fra, at der ved de betragtede Sammenstød omsættes Bevægelsesrnængde mellem de forskellige Grupper af Elektroner med forskellige absolute Hastigheder, og at disse forskellige Grupper ulige hurtigt vil miste deres Bevægelsesmængde ved Sammenstød med Metalmolekylerne; i saadanne særlige Tilfælde, hvor det sidste ikke vil finde Sted — f. Eks. dersom man betragter adskilte Sammenstød og antager, at Metalmolekylerne paavirker Elektronerne med Kræfter, der for- holder sig omvendt som 5te Potens af Afstanden, (se Side 33) — vil der- for de betragtede Sammenstød mellem Elektronerne indbyrdes ingensom- helst Virkning kunne have paa Elektricitetsledningsevnen. Vi maa endelig her bemærke, at man efter de foregaaende Bereg- ninger ikke paa Forhaand kan vente nogen systematisk Afhængighed mellem Afvigelserne fra den Wiedemann-Franzske Lov og Afvigel- serne fra den Lorenz’ske Lov. Ligning (13) viser nemlig, at x vel er afhængig af den Maade, hvorpaa Kræfterne mellem Metalmolekylerne og Elektronerne varierer med Afstanden, men at dette Forhold, der- som man betragter adskilte Sammenstød og antager, at de omtalte Kræfter forholder sig omvendt som en eller anden Potens af Afstanden, for hvert enkelt Metal vil være proportionalt med den absolute Tempe- ratur; og Afvigelser fra den Lorenz'ske Lov vil derfor i saadanne Til- fælde kun kunne fremkomme, dersom man antager, at selve de Kræfter, hvormed Metalmolekylerne paavirker Elektronerne, varierer med Tem- peraturen (f. Eks. som Følge af Forandringer indenfor selve Molekylerne). Medens Elektrontheorien i hvert Tilfælde tilnærmelsesvis tillader at bestemme Forholdet mellem Metallernes Elektricitets- og Varme- ledningsevne, idet dette Forhold, som vi har set, kun i temmelig ringe Grad er afhængigt af de specielle Antagelser om de Kræfter, der virker mellem Metalmolekylerne og Elektronerne, stiller Sagen sig ganske anderledes, naar det drejer sig om de enkelte Ledningsevner. De i det foregaaende beregnede Udtryk for Ledningsevnerne tillader, ’) Jvnfr. H. A. Lorentz-. Proc. Acad. Amsterdam, vol. 7, p. 449, 1905. (Vi maa i Sammenhæng med det her anførte omtale et Forsøg, som P. Debye (loc. cit., p. 484) har gjort paa at beregne Virkningen af Sammenstød mellem de fri Elektroner indbyrdes paa Elektricitets- og Varmeledningsevnen. Debye finder som Resultat af sine Beregninger, at Forholdet mellem Ledningsevnerne, i Modsætning til hvad vi ovenfor har omtalt, med Tilnærmelse ikke vil forandres ved de omhandlede Sammenstød. Dette hidrører imidlertid fra, at Debye antager, at en Elektron i Middel vil miste hele sin Bevægelsesmængde i en bestemt Retning ved et Sammenstød; dette sidste er efter det ovenfor omtalte ikke rigtigt, idet netop det karakteristiske for Sammen- stød mellem fri Elektroner indbyrdes er, at Elektronernes samlede Bevægelses- mængde — og dermed deres Bidrag til den elektriske Strøm — ikke forandres ved Sammenstødet.)