Studier over Metallernes Elektrontheori
Afhandling for den filosofiske Doktorgrad

62 at indføre nogen særlig Forskel mellem dem og de rene Metaller, dersom man, hvad der ikke forekommer mig usandsynligt, kan antage, at den samtidige Tilstedeværelse af uensartede Molekyler i Legeringerne, vil bevirke, at Kraftfelterne i det Indre af Metallet i disse er stærkere end i de rene Metaller, hvor Kræfterne kan tænkes i højere Grad at op- hæve hinanden. Dette vilde nemlig ikke alene kunne forklare Lege- ringernes ringe Ledningsevne som en Følge af den større Modstand mod Elektronernes samlede Bevægelse; men idet de omhandlede Kraftfelter vilde have større Indflydelse paa de langsomme Elektroners Bevægelse end paa de hurtigeres, vilde Varmeledningen nedsættes i melse med det her anførte sætter derfor Schenck i Formlerne for Elektricitets- og Varmeledningsevnen {Drudes Formler benyttes) ik i Stedet for k JJiT betegner et Luftmolekyles Middelenergi ved Temperaturen T\ hidrørende fra dettes fremad- skridende Bevægelse) og finder derfor Forholdet mellem Varme- og Elektricitets- ledningsevnen z'2 Gange saa stort for Legeringerne som for de rene Metaller. De forskellige Antagelser, der gøres i den omhandlede Theori, synes imid- lertid ikke berettigede. For det første antages kun det opløste Stofs Molekyler og ikke Opløsningsmidlets Molekyler at være i Besiddelse af Bevægelsesenergi; dette synes ganske utænkeligt, — en hel anden Sag er det jo, at man ved mange Spørgsmaal, f. Eks, det opløste Stofs osmotiske Tryk, Diffusion o. s. v., ikke be- høver at tage direkte Hensyn til Bevægelsen af Opløsningsmidlets Molekyler —; tilskriver man imidlertid ogsaa Opløsningsmidlets Molekyler Bevægelsesenergi, falder, som man umiddelbart indser, hele den i Schenck's Theori omhandlede For- skel mellem Legeringerne og de rene Metaller fuldstændig bort. Rent bortset fra dette, synes imidlertid heller ikke de Slutninger, Schenck drager af de opløste Mole- kylers Bevægelse at være berettigede. Saaledes vil vel Sandsynligheden for Sammenstød mellem Elektronerne og Metalmolekylerne, og dermed de ovenfor omtalte »Gnid- ningsmodstande«, være større, naar Molekylerne tænkes at være i Bevægelse, end naar de tænkes at være i Hvile, men Forøgelsen vil i det her omhandlede Tilfælde paa Grund af Elektronernes store Hastigheder i Forhold til Metalmole- kylernes være ganske forsvindende. (Man beviser saaledes i den kinetiske Luft- theori (se f. Eks. Jeans: Dynamical Theory of Gases, p. 234), at Sandsynligheden for Sammenstød mellem to forskellige Slags Luftmolekyler med Masserne mx og vil være Å* • j/i -|- hvor K betyder Sandsynligheden for Sammenstød, naar Molekylerne med Masse »z2 tænkes ubevægelige. Ved de almindelige Metaller vil Forholdet mellem Elektronernes Masser og Metalmolekylernes Masser være c. 10 5 og Kvadratroden derfor ikke afvige mærkeligt fra 1.) Hvad endvidere Schenck s Antagelser om de fri Elektroners Energioverføring angaar, synes dette efter min Mening ikke at kunne opfattes anderledes, end at de fri Elektroners Middelenergi i Schenck's Theori sættes lig med i ■ ^kT. (Det synes nemlig ikke berettiget at skelne mellem Elektronernes »egen< Energi og »den, som de har optaget ved Sammenstødene med Metalmolekylerne«.) Dette vil imidlertid være i Modstrid med de Antagelser, der theoretisk begrundes i den kinetiske Lufttheori, og som danner Grundlaget for Metallernes Elektrontheori, efter hvilke Middelenergien af et Molekyle af en hvilken som helst Slags, der befinder sig i mekanisk Varmelige- vægt med Molekyler af samme eller andre Slags, er lig ^kT.